Kejser Larsen Band med forsanger Christoffer Kejser Larsen, Mikkel Zakariasen, Jens Ettrup, Kristian Grundtvig Larsen stopper samarbejdet som band, men fortsætter hver især deres musikalske karriere. Andreas Rosenkilde Svaneborg er med som gæst på keyboard. Arkivfoto
Mennesker

Lokalt band stopper efter mere end 10 år

28. juni 2022 kl. 19:30

Efter mere end 10 år stopper det lokale Kejser Larsen Band som band. Christoffer Kejser Larsen, som bandet er opkaldt efter, fortsætter med at skrive, producere og spille musik under navnet Kejser Larsen. De øvrige medlemmer af bandet, Mikkel Zakariasen, Jens Ettrup og Kristian Grundtvig Larsen, fortsætter med at spille musik i forskellige sammenhænge.

- Vi mødtes i 2009, og siden da er det blevet til mange mindeværdige aftener og mange fantastiske oplevelser. Vi kan se tilbage på en god tid, hvor vi blandt andet indspillede hele to studiealbum samt en masse singler. Musikken har ført os rundt i det meste af landet og til mange af de største spillesteder. Det har været en rejse fra at være et rent coverorkester til nu at spille egen originalmusik. Vi er meget taknemmelige for den gode modtagelse og positivitet, vi overalt er blevet mødt med. Nu er tiden dog kommet til at prioritere anderledes, da vi hver især har fuldtidsarbejde, familie samt andre musikprojekter kørende, fortæller Christoffer Kejser Larsen.

Bandet fortsætter med at spille sommerens aftalte job på Skagen Festival torsdag den 30. juni på Torvescenen og fredag den 1. juli på Havnescenen og på Springvandspladsen i Hjørring torsdag den 4. august samt stor afskedskoncert på Humlegården, Freddys Bar, i Frederikshavn lørdag den 6. august.

- Vi glæder os til at give den gas til disse sidste fire koncerter og håber, at mange vil komme og være med til at skabe gode minder.

Nyeste