Billede beskrivelse

Lokale ildsjæle: De veksler fiskefrikadellerne til bus og is

06. juli 2022 kl. 14.35

HIRTSHALS: I Fiskekrogen i museumshaven på Sofus Thomsensvej i Hirtshals bliver der igen i år serveret fiskeretter mandag til fredag fra klokken 11 til 14.30 i hele juli.

- Vi byder alle velkomne og får både besøg af folk fra lokalområdet og turister. På menuen har vi fiskefrikadeller, fiskefileter, røget sild plus alle tre ting samlet på en platte, hvor der også er laks. Som traditionen byder, inviterer vi beboerne på byens ældrecentre på smagsprøver på åbningsdagen 1. juli. Og når vi lukker Fiskekrogen med udgangen af juli, tæller vi pengene og giver vores overskud til ”Lynggårdens Busfond”, fortæller Bodil Lønsmann, som har været med i Fiskekrogen siden det frivillige initiativ startede i 1993.

Billede beskrivelse

Bus i stedet for fest

Det første år var overskuddet cirka 2.000 kroner, og de frivillige overvejede at bevilge sig selv en fest. Men da det viste sig svært at finde en dato, hvor alle kunne deltage, kom en med den gode ide, at de i stedet skulle stifte ”Lynggårdens Busfond”. Ni år senere var der så mange penge i fonden, at der kunne købes en liftbus, så også Ældrecentrets kørestolsbrugere kunne komme på udflugt.

Da bussen var købt, fortsatte Fiskekrogens frivillige med at indbetale penge til fonden. Der skal være penge til vedligehold, og også en opsparing til den dag, hvor en udskiftning af bussen er nødvendig. I de gode år bliver der også fordelt penge til de enkelte afdelinger på Ældrecenter Lynggården, så der er råd til is og anden forplejning, når bussen kører ture i lokalområdet.

Glæde andre og hygger sammen

- Vi glæder os altid til at aflevere pengene på Lynggården. Det kan være et pænt stykke på begge sider af 50.000 kroner, og vi ved, at alle beløb er velkomne. Det er skønt at være med til at glæde andre mennesker, og samtidig har vi det sjovt sammen.

- Forberedelserne starter allerede i marts måned, hvor vi er rundt for at tale med vores sponsorer om årets leveringer. I maj og juni bliver opgaverne mere praktiske. Fisk skal hentes, der skal laves mange hundrede fiskefrikadeller, fiskefileter skal paneres, borde, bænke og parasoller skal støves af og stilles op. Vi har nok at se til, og faktisk også så meget, at det ville være dejligt, hvis flere får lyst til at være frivillige i Fiskekrogen, fortæller Bodil Lønsmann.

Vil du være frivillig

Der er mange forskellige opgaver, og hvis du vil være frivillig, kan du selv være med til at vælge, hvad du vil lave.

De 24 aktive frivillige i foreningen er både mænd og kvinder. I juli er de opdelt i frivillighold, der hver har en fast ugedag i Fiskekrogen.

I september mødes alle frivillige for at få snakket om, hvordan sommeren er gået, og det er en fin anledning til også at få noget god mad og drikke. På den anden side af nytår samles de frivillige til årets generalforsamling, og da de fleste bor i Hirtshals og omegn, mødes de også i andre sammenhænge i løbet af året. Og så er der jo et 30-års-jubilæum næste år, som sikkert giver anledning til en fornøjelig samling.

Har du lyst til at være med i det frivillige fællesskab omkring Fiskekrogen, er du velkommen til at kontakte Bodil Lønsmann på tlf. 29 26 26 41.

Artiklen er skrevet af Mette Jakobsen, der er koordinator i Frivilligcenter Hjørring

Ønsker du at vide mere om andre frivillige sociale foreninger og muligheder for at blive frivillig indenfor området, er du velkommen til at kontakte Mette Jakobsen, som er koordinator i Frivilligcenter Hjørring og træffes på tlf. 24 26 40 70.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste