Lokale gutter samlede over 100.000 kr. ind til Knæk Cancer
Traditionen tro, så havde logen Westwater i samarbejde med lokale virksomheder fornylig gjort alt for at tilbyde en lørdag med lækker mad, magisk musik og gode oplevelser.
Arrangementet i hjertet af Løkken foregik i midten af oktober og blev for 3. gang afholdt af den lokale herreloge på i alt 10 gutter, der samlede ind til fordel for Knæk Cancer.
Om eftermiddagen var der blandt andet mulighed for at få en tur i en RZR, ligesom der på Torvet var mange spændende præmier i tombolaen, som blev udsolgt med lodderne.
Samme sted var der også livemusik med Jan Edvard, hvortil der var masser af lækker kage, kaffe og fadøl, før musik, mad, drikkelse og god stemning fortsatte om aftenen.
Her kunne man hos Mellma nyde en 3-retters menu, mens Helm Duo leverede solid underholdning, som endte med at få folk op af stolene, klappe og synge med.
In-stedet bød også på masser af hygge i forbindelse med en hel stribe liveauktioner, hvor det var tydeligt, at de mange tilmeldte gæster var interesseret i at byde priserne op.
Flot resultat igen
Herrelogen indsamlede 41.000 kroner i 2018 og 110.000 kroner i 2019 til Knæk Cancer, før coronapandemien satte indsamlingen på standby - men nu var man endelig klar igen.
- Overskuddet går som altid ubeskåret til det gode formål, og resultatet i år blev imponerende 107.558 kroner - vi siger stor tak til alle, der bidrog hertil, siger Tom Østergaard.
Han repræsenterer herrelogen, som også er dybt imponeret over alle de mennesker, der trodsede det udfordrende vejr med hård blæst og regn, og kom forbi logen på Torvet.
- Vi synes også, at det er fantastisk, hvor mange af aftenens deltagere, der var folk fra byen og området - det er skønt, når de lokale støtter op om projektet, fastslår Tom.
På landsplan blev der indsamlet hele 113.058.190 kroner, og beløbet kan stige yderligere, da man stadig kan donere til fordel for Knæk Cancer til og med fredag 3. november.