Billede beskrivelse

Lokal Lions Club delte 100.000 kroner ud og går nu ind i jubilæumsår

31. december 2024 kl. 06.01

HIRTSHALS: Lions Club Hirtshals ønsker at sende en stor og hjertelig tak til alle lokale virksomheder, der i 2024 har bidraget til klubbens humanitære arbejde. 

Deres gavmilde støtte har gjort det muligt at hjælpe mennesker i nød og skabe lysere fremtidsmuligheder i lokalområdet. Uden denne opbakning ville resultaterne ikke være nået, fortæller Lions Club Hirtshals i en omtale. 

Klubben sender en særlig tak til de lokale borgere, der har bakket op om klubbens arrangementer og aktiviteter, både som deltagere og støtter.

Et travlt og meningsfuldt år

2024 har været et af de mest begivenhedsrige år i Lions Club Hirtshals’ historie. Blandt årets højdepunkter var afholdelsen af Lions Landsmøde, der samlede over 180 deltagere fra 10 forskellige lande. 

Arrangementet blev rost for den varme modtagelse og det stærke samarbejde med byen og dens erhvervsliv, hvilket efterlod deltagerne med et positivt indtryk af Hirtshals – og måske en lyst til at vende tilbage som turister.

Ved landsmødet uddelte Lions Club Hirtshals hele 100.000 kr. til seks lokale foreninger: TUBA: 12.500 kr., Head-Space: 12.500 kr., Robuste Vandhunde: 25.000 kr., Vendsyssel Fritid for Alle: 25.000 kr. og Hjørring Musiske Skole: 25.000 kr.

Årets arrangementer og initiativer

Blandt årets faste traditioner var den populære Turist Fiskeauktion, der arrangeres i samarbejde med lokale virksomheder på havnen. Dette event er en vigtig indtægtskilde for klubbens hjælpearbejde og tiltrækker både turister og lokale.

Lions Club Hirtshals deltog også i den landsdækkende Tulipanaktivitet, som 75 danske Lions-klubber står bag. Aktiviteten samler hvert år 1,5-2 millioner kroner ind til forebyggelse af misbrug blandt børn og unge.

Klubben har også glædet mange med mindre, men betydningsfulde gestusser. En lokal ung pige blev sendt på sommertogt med skoleskibet Marylyn Anne, og juleblomster blev leveret til alle plejehjemsbeboere i Gl. Hirtshals Kommune.

Samarbejde og fejringer

Lions Club Hirtshals har i år igen bidraget til Hirtshals Handelsstandsforenings arrangementer som Fiskefestival, Veteranbiltræf og Juletræsfest for børn. Sammen med Rotary, og Inner Wheel blev der desuden uddelt julehjælp til familier i nød.

2025 bliver også et særligt år for Lions Club Hirtshals, da klubben kan fejre sit 40-års jubilæum. Denne milepæl markeres med en fest for medlemmerne og fejring af klubbens mange år med frivilligt arbejde og stærkt fællesskab.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste