Lokal ildsjæl blev hædret af Sindal Idrætsforening
Siden 1979 har Sindal Idrætsforening hædret et medlem af foreningen til titlen som ”Årets SIF’er”. Formålet er at påskønne medlemmernes indsats. Det kan være en træner, en leder, en meget aktiv frivillig hjælper eller en person, som har gjort en særlig indsats.
I år faldt valget på Erik Rømer, som fik hædren tildelt i forbindelse med den årlige generalforsamling. Formanden for Idrætsforeningen Luise Nielsen sagde blandt andet:
- I 1956 startede ”Årets SIF’er” i klubben som 6-årig med den helt klassiske opdeling med fodbold om sommeren og gymnastik om vinteren. Fodbolden vandt dog hans hjerte, og han kom med i fodboldudvalget i 1988 - 1990 og igen fra 1994 - 1998. Derudover var han spillende holdleder for SIFs anden/tredjehold fra 1985 til 2007. Erik blev valgt ind i bestyrelsen i 2012 som fodboldformand og har nu siddet på posten i 10 år. Erik, du er grøn helt ind i hjertet, og titlen som ”Årets SIF’er” er fuldt fortjent.
På generalforsamlingen blev formand Luise Nielsen, sekretær Jens Ole Jørgensen og næstformand Anton Nielsen valgt til forretningsudvalget. Steffen Haabendal-Jessen blev valgt som formand for fodboldafdelingen. Han afløser ”Årets SIF’er” Erik Rømer, der stopper efter 10 år på posten.