Lokal artist udgiver debutalbum
TVERSTED: Lokale Renée Søndergaard udgiver sit debutalbum og præsenterer fornemme samarbejder med nogle af de helt store kanoner i musikbranchen.
Den 14. juni udgav den lokale musiker og sangskriver Renée Søndergaard fra Tversted sit debutalbum ’Sejler Væk’. Albummet har været næsten 7 år undervejs fra de første akkorder og tekstbidder blev til, til albummet blev helt færdigt og nu er ude i verden.
Renée Søndergaard fortæller, at de mange års arbejde er et udtryk for grundighed. Sangene på albummet har nemlig været færdige op til flere gange, men følelsen af, at det ikke sad lige i skabet gjorde, at Renée Søndergaard valgte at slette alt materialet igen og starte forfra i studiet.
- Man kan i hvert fald ikke beskylde mig for ikke at have gjort mig umage! griner Renée Søndergaard.
En af de mest spillede artister på DRP5
Der har bestemt været forventninger til albummet, for i 2023 udsendte Renée Søndergaard 5 singler fra albummet, hvoraf hele 3 af dem strøg til tops på DRP5’s rotationsliste. Her lå hun i en længere periode i A-rotation med hele 2 singler på én gang.
Renée Søndergaard kan på den baggrund bryste sig af at være en af de mest spillede artister på radiokanalen i 2023. Albumudgivelsen d. 14. juni i år har ikke skuffet, heller ikke på DRP5, hvor albummet er udvalgt til ’ugens album’ i hele uge 26. Det må siges at være noget af en drømmestart.
Fornemme pladesamarbejder
Udover den succesfulde radio airplay præsenterer Renée Søndergaard fornemme samarbejder med nogle af de helt store kanoner indenfor dansk musik. Albummet er produceret af producer og trommeslager Jan Sivertsen, som Renée Søndergaard er gift med i dag.
Jan Sivertsen er blandt andet kendt fra Tøsedrengene, Ray Dee Ohh, Danser Med Drenge, Halberg Larsen og Lis Sørensen. Jan Sivertsen er en af de mest spillede musikere gennem tiden og har produceret nogle af de største hits herhjemme, bl.a. for Kim Larsen, Bamse, Gnags, Sebastian, Lis Sørensen, Michael Falch, Souvenirs m.fl. Han har desuden produceret for flere udenlandske artister, blandt andet Maggie Reilly og Andrew Strong.
Udover Jan Sivertsen præsenterer Renée Søndergaard også en sang på det nye album, som hun har skrevet sammen med guitarist og komponist Poul Halberg.
Poul Halberg er komponisten bag store hits som 'Magi I Luften', 'Efterår', 'Mandagsstævnemøde' og 'Jeg Vil Lade Lyset Brænde'. Op igennem 80'erne og 90'erne var han komponist og bandmedlem i bl.a. Ray Dee Ohh, Sneakers og Halberg Larsen.
Med sine mere end 40 år i branchen har han komponeret, spillet og produceret for nogle af de største artister og filmproducenter herhjemme. Nu kan han så også krydse af at have skrevet sange sammen med nordjyske Renée Søndergaard.
Vi skal helt tilbage til 2011, hvor Renée Søndergaard udgav sin første og anmelderroste engelsksprogede EP 'Not Here For Love'.
Året efter blev hun modtager af Spar Nords Kulturpris for sit arbejde som musiker og sangskriver. Det nye album, hun nu udsender, er på dansk og titlen på albummet er 'Sejler Væk'.