Billede beskrivelse

Logrende haler og glæde i hverdagen: TrygFonden søger nye besøgshunde i Hjørring

06. februar 2025 kl. 11.02

HJØRRING: Rundt om på plejehjem og i ældreboliger spreder TrygFondens besøgshunde smil og gode minder, når de med logrende haler og glade øjne træder indenfor.

På Ældrecenter Vellingshøj i Hjørring er der dog behov for flere faste besøg fra de firbenede venner. Beboerne nyder i høj grad samværet med hundene, fortæller Anette Hastrup Christensen, teamleder på ældrecentret.

- Hundene formår at skabe oplevelser og forbindelser med beboerne på en måde, som vi mennesker ikke altid kan. Vi har for eksempel en beboer med demens, som har et stort behov for kontakt. Engang fik hun besøg af en stor broholmer, der gik direkte hen og lagde sit hoved i hendes skød. Det var rørende at se, hvordan hendes behov for nærvær blev opfyldt, siger Anette Hastrup Christensen.

Derfor opfordrer hun hundeejere i og omkring Hjørring til at tilmelde sig TrygFondens optagelsesprøve for nye besøgshundeteams tirsdag den 4. marts på Ældrecenter Vellingshøj.

- Som frivillig skal man være villig til at dele ud af sig selv og sin hund, men glæden, man får tilbage, er enorm. Flere af beboerne sidder klar med både hundeskåle og godbidder, når besøgshundene kommer, fordi det er ugens højdepunkt, siger hun.

Billede beskrivelse

Besøgshunde skaber glæde og vækker minder

TrygFondens besøgshundekorps tæller knap 700 hunde og deres frivillige ejere, der bringer liv og varme til plejehjem landet over. Og indsatsen gør en mærkbar forskel.

En ny undersøgelse fra TrygFonden viser, at 10 ud af 10 besøgshundeejere oplever, at deres besøg skaber glæde hos de ældre, mens 9 ud af 10 oplever, at besøgene også vækker minder.

- Når besøgshundene kommer på plejehjem, skaber de ikke blot glæde og gode stunder for beboerne – de hjælper også personalet i deres daglige arbejde. Hundene åbner op for samtaler og giver mulighed for endnu tættere relationer. TrygFondens besøgshundeteams gør en uvurderlig indsats, og vi ser frem til at byde endnu flere hunde og hundeejere velkommen, siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden.

Tryg optagelsesprøve sikrer trivsel

For at sikre, at både hunde og ejere trives i rollen som besøgshundeteam, skal interesserede gennem en optagelsesprøve. Her gennemgår hundene en sundhedsundersøgelse og en adfærdstest, mens ejerne deltager i en samtale med TrygFondens personale.

Optagelsesprøven afholdes tirsdag den 4. marts på Ældrecenter Vellingshøj i Hjørring fra kl. 9.00 til 12.00 og igen fra kl. 14.00 til 17.00.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste