Løkken udvikler sig sammen
Som nævnt flere gange i Løkken Folkeblad, så forsøger byens virksomheder konstant at udvikle sig, herunder via viden fra netværksmøder, hvorfra man sammen kan skabe resultater, der også kan gavne alle, som besøger byen og området.
Efter Løkken.dk i 2022 lukkede ned for disse netværksmøder, og i stedet henviste til møder i et samarbejde med Destination Nordvestkysten, så har coach Helle Glyø fået rigtig mange henvendelser.
Disse har omhandlet ønsket om at få etableret et mere lokalt netværk med et endnu bredere sigte, som ifølge Helle oprindeligt var til stede i de tidligere møder, der foregik i perioden fra 2019 til 2022.
Stadig kontinuerlig kontakt
Hun tolker det derfor som, at det ikke udelukkende har handlet om at vænne sig til forandring, men også at få afdækket et behov for et samlingssted om netværksmøderne.
Destination Nordvestkystens arbejde er og har været enormt givende og værdsat, men i Helles optik er henvendelserne til hende en erkendelse af, at det har værdi, at tankerne også drives lokalt, og at det rammer bredere end et turismeperspektiv.
For Helle er det dog samtidig vigtigt at indikere, at hendes oplæg med netværksmøder skal betragtes som et supplement til de nuværende møder, der nu afvikles af Destination Nordvestkysten.
Helle Glyø har også stor respekt og forståelse for, at Løkken.dk på grund af økonomiske forhold ikke længere har mulighed for at kunne tilbyde netværksmøderne gratis i sin oprindelige form.
En ny, spændende model
Helle har nu udarbejdet en model, hvor hun kan tilbyde netværksmøder mod en beskeden deltagerbetaling - en model, som siden er blevet nævnt for og drøftet med Løkken.dk.
For coachen er det vigtigt, at det hele sker i en form for samarbejde med og accept fra Løkken.dk, da møderne skal være et sted, hvor alt kan drøftes, og tanker kan sættes i gang.
Dette kan være til glæde og gavn for byen, og det er Helle's inderlige ønske, at Løkken kan udvikle sig til et sted, hvor man kan støtte hinanden på tværs af erhverv, organisationer, foreninger og frivillige, private ildsjæle.
Vær med til opstartsmøde
Helles første opstartsmøde foregår tirsdag 23. maj fra kl. 8.00 til kl. 10.00 i GVL Klubhuset på Brændingen 1, hvor hun håber, at mange dukker op for at sætte præg, give indhold og skabe ramme i dette netværk fremover.
Hvis du gerne vil deltage i mødet, så send en sms til Helle på tlf. 2276 2760 - tilmeldingsfristen er torsdag 18. maj, og der opkræves ikke deltagergebyr til dette første møde.
Priserne vil efter mødet efterfølgende være et gebyr for at deltage i resten af 2023 som virksomhed, hvilket givet ret til 2 personer som deltagere på 1200 kroner plus moms - alternativt 200 kroner plus moms per person per gang.
For private, samt repræsentanter for foreninger og organisationer, vil prisen være 100 kroner plus moms per gang - alternativt 450 kroner plus moms for resten af hele 2023.
Medlemmer af Løkken.dk har mulighed for at få 10% rabat på ovenstående priser, mens Løkken Turistbureau, byens skole, børnehave og Havgården kan deltage helt gratis.