Billede beskrivelse

Løkken skaber igen filmmagi med film om lokal cirkusprinsesse

14. juni 2025 kl. 19.02

LØKKEN: Filmselskabet Dune Productions har til huse i en gammel frikirke i Løkken, og det er her i det tidligere kirkerum med de røde IKEA retromøbler, at filmmagien opstår.

Filmselskabet, der blev skabt i 2021 af filminstruktør Anne Svejgård Lund og producer Nikkie Breinholt Dahm, er det første af sin slags i Nordjylland.

Både Anne Svejgård Lund og producer Nikkie Breinholt Dahm har lokale rødder. Anne Svejgård Lund besluttede – efter en årrække i udlandet – at hun ville hjem til Nordjylland.

Drømmen var – og er - at skabe nogle film, der med Anne Svejgård Lunds ord ”blandt andet kan være med til at tale vores lokalområde op.”

Billede beskrivelse

– Jeg havde lysten til at fordybe mig i netop de lokale historier og de mennesker, der bor i lokalområdet. Jeg kan jo mærke, at den måde, jeg tænker på har ændret sig, siden jeg flyttede hjem, og det skal forstås helt positivt, siger Anne Svejgård Lund og fortsætter:

– De produktioner, vi laver, har en stærk forankring i Nordjylland og forsøger at skildre livet i regionen uden forudindtagede kulisser eller stereotyper.

Det sker blandt andet ved, at Dune Productions indgår nogle samarbejder med lokale samarbejdspartnere. Det gælder blandt andet filmen ”Os der lever,” der har sangeren Niels Hausgaard og Murer Kjeld på rollelisten.

Ny film med lokal cirkusprinsesse og en teaterscene

Det nyeste, lokale partnerskab er med Vendsyssel Teater, hvor Dune Productions til efteråret står for portræt- og dokumentarfilmen ”En Plads i Manegen,” der er del af en forestilling om den internationalt kendte cirkusprinsessen, 76-årige Katja Schumann, der driver Cirkusgården i Løkken.

Billede beskrivelse

– Forestillingen, hvor film, teater og cirkus smelter sammen for første gang, er jo et rigtigt godt eksempel på, hvad der kan ske, når man arbejder på tværs af medier, genrer og fagligheder, siger Nikkie Breinholt Dahm.

Som del af forestillingen er der levende heste på scenen, som Katja Schumann arbejder med under forestillingen.

Anne Svejgård Lund og Nikkie Breinholt Dahm fortæller, at de mødte Katja Schumann i forbindelse med optagelserne af filmen ”Os, der lever.”

– Vi blev fascineret med det samme, fortæller de.

Anne Svejgård Lund og Nikkie Breinholt Dahm var derfor heller ikke i tvivl om, at de skulle lave et samarbejde med Katja Schumann, og med sit kamera har Anne Svejgård Lund fulgt Katja Schumann, der bor på en gård ved Løkken med sine heste i fem år.

”En Plads i Manegen” kan opleves på Vendsyssel Teater fra 12. september til 4. oktober 2025.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste