Løkken og Vrå samler ind søndag 16. april til Kræftens Bekæmpelse
Hver tredje af alle får kræft, inden man fylder 75 år - og to ud af tre af alle bliver på et tidspunkt pårørende til en med kræft, så de fleste får sygdommen ind på livet før eller siden.
Statistisk set er det med andre ord derfor usandsynligt, at man går igennem livet uden på et tidspunkt at stifte bekendtskab med denne ubehagelige sygdom i en eller anden form.
Donationer fra danskerne gjorde det dog sidste år muligt for Kræftens Bekæmpelse at støtte 165 forskningsprojekter - og nu kan du være med til, at man sammen gør en forskel.
Håber også på nye ansigter
Søndag 16. april 2023 kan du være med i det meget vigtige arbejde for at gøre en enorm forskel for både kræftpatienter og deres pårørende, når Løkken og Vrå samler ind.
Sidste år lykkedes det i alt 25 indsamlere fra Løkken og Vrå at samle 46.711,50 kroner ind til arbejdet med forskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft - og man sigter endnu højere i år.
De lokale indsamlingsledere, Jette Gjøderum fra Løkken og Hanne Sørensen fra Vrå, håber derfor, at endnu flere i lokalområdet har lyst til at bakke op om Landsindsamlingen 2023.
- Vi både tror og håber på, at vi kan indsamle endnu flere penge, der kan være med til at gøre en stor forskel for kræftpatienter og deres pårørende. I 2022 var samfundet stadig mærket af coronapandemien, men i år håber vi på at møde og se en masse nye ansigter blandt indsamlerne, og vi glæder os til at mærke den helt særlige stemning ved at udføre det vigtige arbejde, siger indsamlingslederne.
Tak til alle de frivillige helte
Kræftens Bekæmpelse bruger i gennemsnit 400 millioner kroner på forskning om året, og foreningens støtte til de mange forskningsprojekter havde ikke været muligt uden den folkelige opbakning og indsatsen fra de frivillige.
- Foreningen hylder igen i år de frivillige indsamleres store indsats ved Landsindsamlingen under overskriften ’Vi kan alle være helte’, fortæller den administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, som fortsætter med flere taknemmelige ord.
- Støtten til forskning og ny viden er en investering, der gør en kæmpe forskel, men den kan kun lade sig gøre takket være donationer fra danskerne og et kæmpe engagement fra frivillige i hele landet. Jeg er derfor dybt taknemmelig for, at tusindvis af frivillige helte går på gaden for at samle ind til Landsindsamlingen - og at endnu flere støtter kræftsagen ved at donere, fastslår han.
Immunterapi, robotter og tarmbakterier
Kræftens Bekæmpelse støtter forskningen i foreningens eget 'Center for Kræftforskning', såvel som forskning på flere hospitaler og universiteter rundt omkring i hele landet.
Forskningsstøtte fra Kræftens Bekæmpelse når dermed ud til de fleste af landets byer, og også til de danske forskere, som gennem en forskningsuddannelse i andre lande henter vigtig viden hjem til Danmark.
I 2022 er pengene blandt andet gået til forskning i immunterapi, brug af robotter, der gør det muligt, at børn med kræft kan bevare kontakten til klassekammeraterne, og kunstig intelligens til overvågning af patienter efter kræftkirurgi.
Derfor er din støtte så vigtig
Sidste år var omkring 1.300 frivillige indsamlingsledere og hjælpere, samt omtrent 15.000 frivillige indsamlere med til at samle over 33 millioner kroner ind ved Landsindsamlingen 2022.
Alle, der er involveret i indsamlingen, har en væsentlig andel i Kræftens Bekæmpelse's indsats inden for forskning, forebyggelse og patientstøtte - en indsats, der både kan skabe et håb og redde liv.
Pengene, der kommer ind, går til organisationens vitale arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, samt til forskning og forebyggelse.
Sådan fordeles alle midlerne
Viden er vejen til en fremtid uden kræft, og derfor går næsten to tredjedele af Kræftens Bekæmpelse's budget til forskning i bedre behandlinger, tidligere diagnoser og effektiv forebyggelse.
Overskuddet fordeles overordnet med 61 procent til forskning, 18 procent til patientstøtte, 18 procent til forebyggelse, og derfor blot 3 procent til den samlede administration.
Kun 3 procent af Kræftens Bekæmpelse's indtægter stammer fra det offentlige - resten af indtægterne er faktisk afhængige af dig og alle andre, der vælger at støtte sagen.
Midlerne er med til at sikre, at endnu færre får kræft, at flest mulige af alle overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft kan få et godt liv med eller efter sygdommen.
Gør en forskel denne søndag
Hvis du har lyst til at gøre en enorm forskel for kræftramte og deres pårørende, så kan du melde dig som indsamler via telefon 3525 7504 eller online på indsamling.dk
Uanset, om du melder dig som indsamler eller giver en donation, når en indsamler kommer rundt og samler ind denne dag, så er Kræftens Bekæmpelse meget taknemmelig for hver frivillig time givet og hver krone doneret.
Undertegnede journalist har iøvrigt selv været medlem af Kræftens Bekæmpelse i en meget lang årrække, og glæder sig til at deltage sammen med alle de lokale, frivillige indsamlere til Landsindsamlingen 2023 på søndag.
Du er desuden også meget velkommen til at se de lokale tal for Løkken og Vrå online - find allerede nu nemt resultatet fra sidste års indsamling på indsamling.dk ved at vælge fanen 'resultater' efterfulgt af vores lokalområde.