
Løkken-initiativ er nomineret til pris
Plastindustrien har siden 1987 uddelt Plastprisen som en hyldest af de ekstraordinære innovative, bæredygtige, socialt bevidste eller uddannelsesfagligt anerkendelsesværdige præstationer i den danske plastbranche. Prisen uddeles på Plastdagen 2022 19. maj i Industriens Hus i København.
Blandt de nominerede i 2022 er stafetten Race for Oceans Foundation, der henvender sig til alle med passion for havet, og eventen understøtter FN’s Verdensmål 14 – Livet i havet.
- Det er stort at vi er blevet nomineret, da vi er oppe mod 4 veletablerede virksomheder. Vi er den eneste forening i det felt, fortæller initiativtageren til Race for Oceans Foundation, Signe Simonsen, der koordinerer eventen fra sit kontor i Løkken.
Stafetten Race for Oceans er lige nu klar til start fra Sylt til Skagen langs den jyske vestkyst og kommer også forbi Løkken. Formålet er at skabe fokus på den stigende plastikforurening i havene omkring os, og der bliver arrangeret strandrensninger undervejs.
Juryen har udpeget fem nominerede til årets Plastpris: LEGO Moulding Academy, Bramming Plast-Industri, Quantafuel, Re-Match og Race for Oceans Foundation. Nu skal medlemmer stemme om vinderen.
Administrerende direktør i Plastindustrien Thomas Drustrup glæder sig over kvaliteten og bredden i feltet af årets nominerede.
– I år har vi fået rigtig mange og meget interessante indstillinger til Plastprisen. Det viser med al tydelighed, hvor meget der kan lade sig gøre med plast, og hvor stor samfundsinteresse der er for både materialerne og for udviklingsmulighederne.