Leif Sørensen afholdt herrefrokost på sin runde fødselsdag
HUNDELEV: Søndag 2. februar 2025 fyldte Leif Sørensen 70 år, og fødselsdagen blev fejret i de fine festlokaler i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå, hvor han havde indbudt 50 andre herrer til en hyggelig herrefrokost.
Arrangementet startede med en times rundvisning på Vrå Mørtelværk, før der var velkomstdrink i centret - og i timerne efter var der masser af højt humør, lækker mad, dejlig drikkelse og pianomusik.
Talerne var mange på denne dag, heriblandt fra sønnerne Peter og Søren, som gav nogle varme og muntre ord til deres far, ligesom borgmester Søren Smalbro (V) også fortalte om sin anerkendelse.
En imponerende rejse
Leif er daglig leder og medejer af Vrå Mørtelværk, som er en del af Sejlstrup Entreprenørforretning, og har sammen med sin hustru Mette udviklet erhvervseventyret markant siden midten af 1980'erne.
Vrå Mørtelværk er således gået fra at være en lille virksomhed med kun 2 ansatte til en af landets største med 40+ medarbejdere, hvor man også tilbyder flere transportopgaver med sine 21 lastbiler.
Sejlstrup Entreprenørforretning ejes af Leif sammen med sine 2 svogre, Anders og Martin Jensen, og disse forgreninger kombineret med viljen til at ville, har gjort en enorm forskel i området i mange årtier.
Vellidt i lokalsamfund
Ved siden af de mange timer, der bliver brugt på business, så har Leif også lagt en del kræfter i lokalsamfundet med bestyrelsesarbejde, formandsarbejde og bidrag til opstarter af laug og varmeværk.
Han har også været med til at indsamle store sponsorbeløb til velgørenhed flere gange med Cykelnerven og Team Rynkeby, og det aktive liv er senest blevet plejet med en skiferie kort før den runde dag.
Ferien blev tilbragt sammen med Mette, som han har i alt 3 børn sammen med, ligesom han er en lige så stolt bedstefar til 4 børnebørn - fødselsdagen vil blive fejret med hele familien i løbet af februar.