Lasse vender hjem: Ny områdedirektør med stærke nordjyske rødder
Hjørring: Når Nordea nu får ny områdedirektør for erhvervsforretningen i Nordjylland, er det samtidig en hjemvendt nordjyde, der sætter sig i stolen. Lasse Thorsen Larsen, født og opvokset i Frederikshavn, vender nemlig tilbage til landsdelen sammen med sin hustru, der stammer fra Tårs. For parret har det været et naturligt valg at rykke hjem til det nordjyske både privat og professionelt, fortæller den nyslåede områdedirektør.
Solid erfaring
Lasse Thorsen Larsen kommer med mange års erfaring fra Nordea, hvor han har arbejdet tæt med både ejerledede virksomheder og større organisationer. Gennem sin karriere har han opbygget et indgående kendskab til de vilkår, muligheder og udfordringer, der præger dansk erhvervsliv.
Og netop Nordjylland har altid haft en særlig plads hos ham.
- Nordjyske virksomheder er kendetegnet ved høj faglighed, stærk arbejdsmoral og en pragmatisk tilgang til forretning. Her findes en imponerende bredde – fra specialiseret produktion og maritime styrkepositioner til innovative SMV’er og ambitiøse iværksættere. Potentialet for yderligere vækst er bestemt til stede, siger han.
Vil være en synlig samarbejdspartner
I sin nye rolle vil Lasse Thorsen Larsen have fokus på at styrke Nordeas relationer til det lokale erhvervsliv og sikre, at banken er en nærværende og aktiv medspiller i hele regionen.
- Det betyder noget at kende området, kulturen og mentaliteten. Nordjylland har et stærkt fællesskab og et erhvervsliv, der bakker hinanden op. Det glæder jeg mig til at blive en aktiv del af igen – og så er det skønt at vende tilbage til, hvor jeg også startede i sin tid, fortæller han.
Lokal opbakning: “Vi tænker helt ens”
Hos Nordea i Vendsyssel bliver Lasses hjemkomst taget imod med stor glæde. Filialdirektør Betina D. Jensen ser frem til samarbejdet og fremhæver, at Lasses lokale rødder og tilgang matcher afdelingens værdier.
- Det glæder mig, at vi får en områdedirektør med stærke lokale rødder. Vi har allerede et rigtig godt samarbejde, og vi tænker helt ens i forhold til, hvordan vi sammen med det lokale erhvervsliv kan bidrage til vækst i vores område, siger hun.