Billede beskrivelse

Kreacafé hedder nu Kreafe: Tine har overtaget børnenes legeplads i Løkken

16. marts 2025 kl. 20.03

LØKKEN: For nylig kunne vi her hos Ligeher.nu fortælle om, at Randi Winther efter 3 år i Løkken havde valgt at sælge sin Kreacafé, som har huset mange glade timer for børn og barnlige sjæle i hjertet af kystbyen.

Det lå den nu tidligere ejer meget på sinde, at det skulle føles helt rigtigt omkring, hvem der skulle overtage den kreative legeplads - og for begge parter var det naturligt, hvem der endte med at købe den.

Tine Ziegler Jensen er således cafeens helt nye ejer, og hun er for mange allerede et kendt ansigt her i området, idet hun tidligere blandt andet har arbejdet hos udlejningsbureauet Sol og Strand i Løkken.

Med overtagelsen skifter den samtidig navn fra Kreacafé til Kreafe, hvor hun nu er i fuld gang med at lave flere ting om indvendigt, så alt bliver klar til åbningsreceptionen 5. april fra kl. 12.00 til kl. 18.00.

Baren er allerede blevet væltet, og der bliver lavet en ny, mindre disk, hvilket dermed vil give mere plads til at udnytte rummet på en ny måde, så det næsten bliver på størrelse med det tidligere Natalie.

Billede beskrivelse

Samme koncept

- Tanken er, at jeg bibeholder konceptet med en kreativ cafe, hvor det er muligt at lave flere projekter, herunder med maling på keramik, figurer, glas, porcelæn, decoupage og smykkefremstilling, siger hun.

På sigt kan det være, at Tine vælger at udvide, tilpasse eller ændre på mulighederne - alt efter, hvad interessen er for blandt kunderne, som hun nu skal lære at kende, ligesom den tidligere ejer gjorde.

Trods disse forandringer, så fortsætter fokus på kreativiteten, hvor der er plads til at teste teknikker, lege med farverne, lade tankerne flyve, sænke skuldrene, glemme verdens stress og få pulsen ned.

Billede beskrivelse

Masser af idéer

Mens Tine har travlt med at gøre klar til receptionen og de første åbningstimer til påske i midten af april, så har hun naturligvis flere planer omkring, hvordan hun kan gøre sin Kreafe rigtig spændende.

- Jeg har allerede gang i samarbejdsaftaler med dygtige kreatører, og har flere i støbeskeen - blandt andet får jeg håndlavet unikakeramik af en jysk keramiker med et stort hjerte og sjæl, fortæller hun.

Udover at fortsætte med at tilbyde gæsterne nogle dejlige timer inden for de normale åbningstider, så vil det fortsat være muligt at afholde fødselsdage, polterabender og firmaarrangementer i cafeen.

Uden for sæsonen vil der også blive afholdt events, workshops og kreaklubber for forskellige målgrupper, ligesom der bliver hygge med græskarhoveder til efteråret og julearrangementer fra november.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste