Kom og hils på brandfolkene inden julemaden
HJØRRING: Juleaftensdag er der åbent hus på brandstationen i Hjørring.
En årlig tradition, hvor du kan komme og se de store, røde biler og møde nogle af de gode brandfolk, der kører dem til daglig.
- Især børnene er glade for at få noget andet at tænke på, mens de venter på, at det bliver aften og gaverne skal åbnes, siger Mads Christensen, der selv er brandmand ved stationen i Hjørring.
Stationen åbner klokken 10, hvor du kan komme på besøg og se de store køretøjer frem til klokken 13. Samme tid og samme dato som de forgangne år.
- Der er mange, der efterspørger åbent hus, og mange der spørger, om de må komme ind og se bilerne. Det her er en dag, hvor vi ved, der er mange der har fri, og så er det også altid hyggeligt at få en kop kaffe inden selve juleaften, siger Mads Christensen.
Selv skal han arbejde på dagen, mens du kan møde flere af hans kollegaer, der står klar til åbent hus.
- Der kommer også altid lidt ekstra, som alligevel svinger vejen forbi for at sige god jul til kollegaerne, så plejer de lige at hjælpe med at vise en brandbil frem eller lade børnene prøve en brandjakke.
Du finder stationen på Frederikshavnsvej 33, 9800 Hjørring.