Sólbjørg Jakobsen (LA) skriver klummer om dagligdagen og arbejdslivet som nyvalgt medlem af Folketinget med nordjysk bopæl.
Mennesker

Klumme: Hvorfor lytter politikerne ikke til hinanden?

Sólbjørg Jakobsen (LA) skriver klummer om dagligdagen og arbejdslivet som nyvalgt medlem af Folketinget med nordjysk bopæl.

09. marts 2023 kl. 15:33

Jeg får et hav af kommentarer om den næsten tomme sal og manglende opmærksomhed for den der taler, når jeg slår videoer op af møder i salen.

”Er der aldrig nogen på arbejde?”

”Det er godt nok nemt at være folketingsmedlem!”

”Hvorfor er de så ubehøvlede og uopmærksomme når der står nogen på talerstolen?”

”Læg så den telefon væk og vis noget respekt!”

Ja, kommentarerne er mange. Så mange, at jeg ser behov for en redegørelse.

”Mødelokale 10”

Forestil dig at du arbejder i en stor koncern. Flere hundrede medarbejdere. Kæmpe erhvervsbygning. I arbejder i forskellige teams og har forskellige funktioner.

Der er vagter, administrative medarbejdere, fageksperter, strateger, rengøringsassistenter osv. - og derudover 179 medarbejdere, som har ledende stillinger og varetager virksomhedens grundlæggende opgave.

De 179 arbejder sammen med resten af huset – både på store projekter og løbende opgaver.

Før større beslutninger træffes, holdes der mange møder og der laves meget forberedende arbejde – både på tværs af teams og internt.

For at sikre orden i processerne, er der en kontorpolitik som nøje beskriver hvordan beslutningsprocesserne skal foregå. Placeringen for de formelle processer har desuden et særskilt lokale. Lad os kalde det mødelokale 10

Regler og sædvaner for mødelokale 10

Udover øvrigt nødvendigt personale, er det kun de 179, der må være i mødelokale 10 under møder.

Mødelokalet indeholder faste pladser til de 179. Hver plads er udstyret med en skærm til afstemninger.

Formanden for koncernen har ansvaret for mødets orden og at processerne overholdes.

Forslag behandles 3 gange i mødelokale 10 før de kan vedtages.

1. gang: I fleste tilfælde sender hvert team en ansvarlig til at fremlægge teamets umiddelbare holdningen til forslaget. De øvrige teams må gerne stille spørgsmål til fremlæggelsen.

2. gang: Forslaget behandles ved at de ledende medarbejdere stemmer digitalt. Der kan afholdes supplerende debat (sker sjældent).

3. gang: Samme procedure som 2. gang.

Lokalet er udstyret med teknik til afstemninger. Udstyret er følsomt, hvorfor drikkevarer ikke bør indtages ved pladserne.

Snacks er ok – derfor er der en skuffe ved hver plads ;)

Virksomheden har en officiel åbning efter sommerferien. Til denne åbning er det kutyme, at alle de 179 tilstræber at deltage og debattere deres overordnede og aktuelle tanker om virksomheden.

Udover denne dag, ses det sjældent høj deltagelse i mødelokale 10, da tilstedeværelsen ikke er nødvendig - og det heller ikke ville være muligt at udføre stillingens øvrige funktioner, hvis alle 179 skulle deltage i samtlige beslutninger. Mødelokalet bruges også til et par andre procedurer, som jeg måske kan fortælle jer om en anden gang.

Forventer ikke fuld sal

Fortællingen er naturligvis ikke 1:1 rigtig – og jeg kunne skrive meget mere om salen – men forhåbentligt har jeg fået nuanceret billedet lidt. 

Vi forventer ikke fuld sal til vores taler – og vi er udmærket klar over, at det ikke er sandsynligt at vi overbeviser vores politiske modstandere i salen. Vores tale er i langt højere grad rettet til de borgere, der måtte følge med og den medarbejder, der skriver referatet som tilføjes til lovbehandlingen. 

Derfor er det typisk kun ved principielle sager eller store lovforslag, at koncentrationen er høj og spørgsmålene flere.

Jeg har dog fuld forståelse for, at det udadtil kan se ud, som om at vi hverken har pli eller sans for fremmøde – det er bare ikke helt sådan det forholder sig.

Annonceret indhold

Nyeste