- Missionen er lykkedes, siger Per Sønderup. Arkivfoto: Jesper Thomasen
Mennesker

Kendt nordjysk sparekassedirektør går på pension

24. august 2022 kl. 07:54

VRÅ: Han begyndte som sparekassedirektør i Hobro for 17 år siden, var med til at skabe Jutlander Bank og er i dag administrerende direktør i Sparekassen Danmark, der er landets største garantsparekasse.

Men nu siger han stop og går på pension.

- Efter 43 år i den finansielle sektor – heraf 17 år som administrerende direktør – synes jeg, at jeg har aftjent min værnepligt, siger Per Sønderup om sin beslutning.

Han kan se tilbage på en karriere som en nøgleperson i den nordjyske pengeinstitutverden.

Per Sønderup kom til Sparekassen Hobro som direktør i 2005 og fik titel af administrerende direktør i 2006.

I de følgende år ekspanderede Sparekassen Hobro og overtog blandt andet Den Lille Sparekasse med afdelinger i Gjerlev og Galten.

I 2014 fusionerede Sparekassen Hobro med Sparekassen Himmerland og blev til Jutlander Bank. Her fik Per Sønderup titel af ordførende direktør.

I de følgende år ekspanderede Jutlander Bank og oprettede nye afdelinger i København, Trekantområdet og Odder.

Stor fusion

I 2021 fusionerede Jutlander Bank med Sparekassen Vendsyssel og blev til Sparekassen Danmark med Per Sønderup fra Jutlander-siden og Vagn Hansen fra Vendsyssel-siden som sideordnede, administrerende direktører.

- Sparekassen Danmark er kommet godt fra land og sejler nu flot af sted. Så nu synes jeg godt, jeg kan tillade mig at gå fra borde, lyder det fra Per Sønderup.

Han fortsætter i direktørstolen i sparekassen frem til nytår.

- Jeg slipper ikke gashåndtaget endnu. Jeg har tænkt mig at arbejde fuldt ud resten af året, siger Per Sønderup.

Per Sønderups afgang betyder, at Vagn Hansen fra nytår fortsætter alene som administrerende i sparekassens direktion, som tæller yderligere fire direktører.

Halvårsregnskab

Samtidig med meddelelsen af Per Sønderups afgang offentliggjorde Sparekassen Danmark sit regnskab for de første seks måneder af 2022.

Det viser en kraftig tilbagegang på bundlinjen, hvor resultatet efter skat er faldet fra 504 millioner kroner i 2021 til 269 millioner kroner i år.

Forklaringen på det store dyk er, at sparekassen i år har måttet æde et kurstab på 352 millioner kroner på sin beholdning af værdipapirer.

Basisforretning vokser

Målt før kursreguleringer og nedskrivninger på udlån er sparekassens overskud vokset med 36 procent til 570 millioner kroner i årets første seks måneder.

- Regnskabet viser med al tydelighed, at Sparekassen Danmark vokser på de vigtige og rigtige parametre, siger Vagn Hansen, der er Per Sønderups kollega som administrerende direktør i Sparekassen Danmark.

- Fremgangen i den primære indtjening skyldes, at vi har forøget vores forretningsomfang, både fordi vi laver flere forretninger med eksisterende kunder og på grund af en god kundetilgang, siger Per Sønderup.

Om fremtidsudsigterne siger Vagn Hansen:

- Vi forventer en mere afdæmpet udvikling i obligations- og aktiekurserne i andet halvår, men der er stadig stor usikkerhed om hvilke effekter, inflationsudviklingen og situationen i Ukraine vil få for de finansielle markeder og den økonomiske udvikling.

Annonceret indhold

Nyeste