Billede beskrivelse

Joanna skal til bal med prinsen: - Jeg får nok hjertebanken og svedige hænder

Elev fra Hjørring Gymnasium skal være gæst ved prins Christians fødselsdag

04. oktober 2023 kl. 15.00

Joanna Clemmesen fra 3.c på Hjørring Gymnasium har formentlig sat et kæmpestort kryds i sin kalender ud for søndag 15. oktober. Her har hun nemlig været så heldig at få lov til at deltage i Prins Christians 18 års fødselsdag.

Som det for et stykke tid siden blev meldt ud, så har Kongehuset tænkt sig at fejre dagen ved at invitere to 18-årige fra alle landets kommuner til fødselsdagsfest på slottet. Og Hjørring Kommune har valgt at lade Hjørring Gymnasium udpege en ung kvinde til at få denne store oplevelse. 

For at finde frem til den heldige skulle kontaktlærerne fra hver klasse indstilles en kandidat - og efter en lodtrækning blev det altså Joanna Clemmesen fra 3.c, der trak det længste strå. Det var noget, hun bestemt ikke havde regnet med.

- Jeg blev glad og følte mig enormt heldig. Siden fødselsdagsfejringen var kommet frem i medierne, havde jeg tænkt, at det kunne være fedt at få så stor en oplevelse, men mere tænkte jeg ikke over det. Derfor var det helt uvirkeligt, at det så alligevel blev mig, og jeg kan ikke være andet end taknemmelig, siger Joanna Clemmesen i en pressemeddelelse fra Hjørring Gymnasium.

Forældre troede, det var løgn

Dronning Margrethe er vært ved galla-taflet 15. oktober kl. 17 på Christiansborg Slot. Og Joanna Clemmesen glæder sig til at se den flotte sal og borddækningen.

- Jeg regner med, at det bliver et helt overdådigt arrangement. Det er jo ikke noget, jeg er vant til, så jeg regner med at blive lidt overvældet af det hele, men jeg vil egentlig bare prøve at nyde aftenen i fulde drag.

Også Joannas familie og venner er spændte på hendes vegne. Da hun fortalte sine forældre, at hun skulle med, troede de først, at hun lavede sjov med dem. Men da det gik op for dem, at det var rigtigt, blev de meget glade. Det samme var tilfældet med Joannas bedsteforældre.

- Jeg har nogle bedsteforældre, som er kæmperoyalister, så de var ellevilde, da jeg fortalte dem det, siger gymnasieeleven.

Ny kjole og svedige hænder

Joanna Clemmesen er ved at være helt klar til den store begivenhed. Hun har blandt andet købt en ny kjole, og hun har også øvet sig i at neje og i at huske de rigtige tiltaleformer.

- Jeg gør mig tanker om, hvordan aftenen kommer til at forløbe. Nervøsiteten har ikke helt ramt mig endnu; alligevel kan jeg forestille mig, at jeg nok får lidt hjertebanken og svedige hænder, når jeg skal hilse på de kongelige, siger Joanna Clemmesen.

- Jeg kommer nok til at blive lidt bange for at gøre noget klodset, da der jo er kameraer og journalister over det hele. Men i bund og grund skal jeg jo bare møde op og være mig selv, så det skal nok gå.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste