Billede beskrivelse

Joachim vil inspirere unge: Blev en succesfuld iværksætter, selvom det ikke lå i kortene

10. april 2025 kl. 06.02
Opdateret kl. 08.28

HJØRRING: Ved første øjekast virker 31-årige Joachim Nødgaard fra Hjørring som én, der har styr på sit liv.

– Jamen, det går jo faktisk ret godt, siger han og lyser op i et drenget smil.

Men sådan har det ikke altid været, fortæller han.

Faktisk tvært i mod.

Han indrømmer gerne, at han ikke var helt målrettet i sit liv, da han var yngre.

Hans opvækst med en far, der er alkoholiker, og som ikke var en del af hans liv og hans skolegang gav ham ikke det bedste fundament.

Billede beskrivelse

Oveni mistede han på tragisk vis sin søster, der døde i en færdselsulykke i 2010 – lige da Joachim Nødgaard som 16-årig havde færdiggjort folkeskolen.

– Det kæmpe tab af min søster skulle jeg jo også lære at leve med, og desværre tog jeg nogle dårlige beslutninger i årene efter, siger han stille.

Dog understreger Joachim Nødgaard, at hans mor gjorde, hvad hun kunne, og i øvrigt følger både hans mor og storesøster stolt med fra sidelinjen i dag.

Rodede rundt – og tog til Malaga

– Jeg rodede kort sagt noget rundt, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville, siger Joachim Nødgaard om sin fortid.

Billede beskrivelse

Det ændrede et tre måneders ophold i Malaga i 2018 på.

– Her fik jeg fik renset mit hoved, og da jeg kom hjem, vidste jeg med mig selv, at der skulle en frisk start til, fortæller han og fortsætter:

–Lige der i Malaga gik det for alvor op for mig, at nu skulle jeg altså hjem og vende bøtten, siger han.
Han vidste også, at der kun var én, der kunne sørge for det.

Ham selv.

Billede beskrivelse

Og sådan blev det, og i dag driver han en succesfuld forretning, ”Bolig Nordjylland,” hvor han lige nu udlejer 33 lejemål i Hjørring, Frederikshavn og Sindal. Derudover laver han også selvstændigt tømrerarbejde for private og erhvervskunder.

I bagagen har han også en tømreruddannelse, og han lever et helt almindeligt liv som far til en lille pige.

– Jeg har knoklet, og jeg fandt jo ud af, at når jeg satte mig et mål og arbejdede målrettet, så opnåede jeg de ting, jeg ville, siger han.

Derfor har han også et vigtigt budskab.

- Jeg ved jo, at der er børn, der ligesom mig, er kommet lidt skævt ind på det hele, og det er dem, jeg gerne vil nå med min egen historie, siger han.

– Derfor er det også så vigtigt for mig at fortælle andre børn og unge, der kommer fra en lignende opvækst, eller måske ikke fik de højeste karakterer i skolen, at de KAN skabe en bedre tilværelse for sig selv.

Billede beskrivelse

Han holder en pause.

– Jeg håber, at min historie kan inspirere andre børn og unge mennesker til at sætte deres egne mål – måske små delmål til at starte med. Men de skal vide, at de ikke behøver at gå flere år, som jeg gjorde, uden at vide, hvad de skal stille op med deres liv.

– Eller værre endnu. Aldrig rigtigt får fundet ud af, hvad der er den rigtige vej for dem.

Hans egen fremtid ser lys ud, siger han, mens han slår ud med armene og nikker ud mod den hvide varevogn med hans firmas navn på siden.

Smilet breder sig igen over hans ansigt.

– Nu skal man jo ikke prale her i Nordjylland, men jeg er nu stolt af, at jeg som 31-årig har 33 lejemål, og at de alle sammen er udlejet.

– Og jeg tør også godt tro på, at jeg når et højere antal. Men det holder jeg for mig selv, smiler han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste