Billede beskrivelse

Jernmanden fra Hjørring: Hjælper atleter med at præstere deres bedste

Islandske Ragnar Gudmundsson fra Hjørring presser ofte sig selv til det yderste med løb, cykling og svømning. Han hjælper også andre med at præstere deres ypperste, og selv corona kunne ikke sætte en stopper for hjælpen til atleter på Island

26. november 2020 kl. 07.00

HJØRRING: Islandskfødte Ragnar Gudmundsson er mere end bare almindeligt passioneret omkring løb, cykling og svømning. Mange har måske spottet Ragnar Gudmundsson på Hjørrings gader og stier, hvor han har været ude for at holde kroppen i gang eller ramme nye mål.

For en så aktiv mand som Ragnar Gudmundsson, så har corona selvfølgelig ikke stoppet ham i at nå nye mål og resultater, selvom de store begivenheder, hvor atleter mødes ikke er blevet til noget.

Blandt andet igennem løbeklubben Dromos i Hjørring, som han bestyrer, hvor der er plads til flere løbere. Tre gange om ugen mødes de, og det er med intervaltræning som fokus.

Billede beskrivelse

Der har dog også været plads til de mere ekstreme eskapader for den erfarne atlet.

- Jeg løb en virtuelt halv Ironman, for at se, om det var noget. Det virker måske lidt latterligt at løbe virtuelt, men det var fantastisk. For så fik man resultaterne med ind sammen med de andre atleter, og jeg fik mit navn på den lange liste i magasinet, der stod for løbet, siger Ragnar Gudmundsson.

En Ironman kræver noget af atleten, da en ironman er 3.862 meters svømning, 180,24 kilometer på cykel og så rundes det lige af med 42,195 kilometers løb. Selvom det kun var en halv ironman i denne omgang, så har han tidligere klaret en hel ironman også.

Det er dog ikke kun virtuelle løb, Ragnar Gudmundsson har deltaget i. For frustrationen over et maraton i maj, der ikke blev til noget, var han også nødt til at få lidt afløb fra.

- Jeg blev lidt sur på mig selv, da det var aflyst. Så jeg besluttede at løbe 10 kilometer en weekend, en halvmaraton weekenden efter og den tredje weekend løb jeg et maraton, lyder det begejstret fra Ragnar Gudmundsson.

Hjælper med resultaterne

Ud over at holde sig selv i gang, så har Ragnar Gudmundsson et firma, OptimizaR, hvor han hjælper atleter på lidt mere end bare almindeligt motionsplan til at forbedre tider, optimere træningen og sætte tingene i skema.

- Jeg kan hjælpe med at få struktureret og planlagt din træning, hvor jeg med min videnskabelige tilgang kan lave tests og se, hvordan man kan træne bedst muligt og dermed skræddersy et program efter din krop og de mål, du vil sætte, siger Ragnar Gudmundsson.

Billede beskrivelse

Firmaet startede tilbage i 2012 mest som et sideprojekt, men i dag er det vokset så meget i omfang, at han kun arbejder deltid på gymnasiet, som underviser i idræt, for at kunne passe OptimizaR.

Ragnar Gudmundsson følger med i atletens aktiviteter online, og giver løbende feedback og kommentarer til, hvordan der præsteres. Netop det, at det er digitalt har medvirker til, at han igennem corona-nedlukninger og restriktioner har kunnet holde kontakten til kunderne.

- Jeg tager de personlige forhold i betragtning for at tilrettelægge et program. Så der kan tages hensyn til, hvor meget tid man har ved siden af arbejde og familie, og hvilke mål den enkelte sætter for sig selv og i de forskellige discipliner, siger Ragnar Gudmundsson.

Løbecoaching på afstand

Blandt kunderne igennem corona-tiden, har der ikke kun været danske atleter. På hjemøen Island har Ragnar Gudmundsson igennem flere år haft kontakt og sparring med atleter.

Kort tid efter Danmark lukkede ned i foråret, var det også planen, at han skulle til Island og lave tests med atleter. Han tager gerne til Island to-tre gange om året bl. a. for at hjælpe de løbere, han de seneste år har stiftet bekendtskab med.

Billede beskrivelse

Fordi han kan følge med i præstationerne online, så har han kunne motivere og vejlede kunderne digitalt og sikret, at de har nået de mål, de har sat for dem selv. Så selvom Ragnar Gudmundsson ikke kunne komme fysisk til Island, så var han med atleterne online.

- Det har været meget spændende at kunne koble mig på dem, selvom jeg har været langt væk. Det fede er, at jeg har været der så mange gange, så jeg kender landskabet og muligheder. I øjeblikket er der meget sne deroppe, men om i løbet af sommeren har jeg kunnet guide dem og coache dem på afstand på de forskellige ruter og områder, siger Ragnar Gudmundsson.

Ni atleter bliver på den måde "fjernstyret" på Island, og det har været fedt for Ragnar Gudmundsson at kunne støtte dem, følge deres resultater og sende feedback flere gange om ugen.

Ser frem til nye løb

Selvom Ragnar Gudmundsson er god til at holde sig selv og sine atleter i gang, så glæder han sig til, at de rigtige løb og events bliver en realitet igen, for det er noget helt andet at deltage i et løb sammen med andre, og få den opbakning, der er i at løbe, cykle eller svømmer ved siden af andre atleter.

Men selvom der ikker er nogle store løb for tiden, så løber Ragnar Gudmundsson ofte i og omkring Hjørring. Og det er slet ikke så skidt endda, selvom der er et lille kritikpunkt.

- Hjørring-området er et fantastisk sted at løbe med flot natur og gode stier. Det eneste problem er bare, at man ikke kan finde noget helt fladt, griner Ragnar Gudmundsson.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste