Innovative tanker i Løkken: Kom med ind i maskinrummet
Fornylig blev Løkken.dk-møderne overtaget af Destination Nordvestkysten, og i starten af marts kunne tovholder Kirstine Arbjørn Nielsen indbyde til det seneste netværksmøde, som blev afholdt hos Action House.
Her var der som sædvanlig mange spændende emner, der blev drøftet blandt de fremmødte - her følger et kort referat af, hvad der blev fortalt og diskuteret til alles interesse.
Nyt fra turistbureauet
Bureauchef Amalie Andersen fra Løkken Turistbureau kunne blandt andet berette om den populære Molefestival, der vil blive afholdt i den sidste weekend i august 2023.
Navnet 'Molefestival' bevares, og Amalie lægger op til, at endnu flere virksomheder byder ind med spændende aktiviteter til festivalen, som altid er et hit for dets besøgende.
Der vil ikke blive stillet telt op i år, men mange aktiviteter fortsætter - herunder blandt andet modeshowet. Giv iøvrigt gerne Amalie besked, hvis du har lyst til at give en frivillig hånd med til dette års festival - det er altid værdsat.
Fremtid og tilbageblik
Konceptet '1 ud af 100' afholdes som i de foregående år i skolernes påskeferie i starten af april - fyrtårnsbegivenheden denne gang er Søren Vester, som kommer onsdag 5. april og laver kreative aktiviteter for børnefamilier i samarbejde med Huset Havs og Kreacafé.
På mødet kom man også ind omkring evaluering af vinterferien fornylig, som var lidt på niveau a la 2019, før coronapandemien indtog landet og vores landsdel året efter.
Jonas Lassen fra Feriepartner kunne fortælle, at der er flere bookninger end sædvanligt i skuldersæsonen 2023 - særligt fra tyske gæster. Danskerne booker ofte senere og i hovedsæsonen, men overordnet forventes en god sæson.
Kirstine kunne desuden berette om gæsteservicekurser gennem Destination Nordvestkysten - disse afholdes for både ledere og ansatte i alle kommuner, og tid og sted følger.
Før punktet 'Eventuelt', så kom man også ind omkring delingen af fotos til Løkken Turistbureau og Destination Nordvestkysten, så man kan sikre en god markedsføring af byen.