Billede beskrivelse

Idrætscenter har travlt: Majbrit er ny instruktør

14. august 2023 kl. 06.02

Løkken Idrætscenter synes at ride på en bølge i øjeblikket med en stor opbakning til aktiviteterne, og nu er man klar med et yderst spændende program for både efteråret og vinteren.

Indtil nu har 2023 budt på mange oplevelser til alle besøgende - senest i løbet af sommersæsonen, hvor centret også er blevet indtaget af mange turister, samt deltagere til Dana Cup i Hjørring.

God planlægning

På trods af travlheden, så er noget af tiden i foråret og sommeren dog også naturligt blevet brugt på at planlægge aktiviteterne for resten af året - både for de faste medlemmer og for gæsterne i centret.

Særligt den gode, lokale opbakning har haft en rigtig positiv indflydelse, og derfor ser centerchef Per Mejlholm med et visionært blik frem til at bygge videre på den gode udvikling.

Udvidelse af stab

- Vi har oplevet stor tilslutning til vores nye aktiviteter i centret, og vi er indstillet på at satse på flere af dem med vores instruktørressourcer. Derfor er jeg også glad for, at Majbrit Birchvig Nielsen fra 1. september bliver en fast del af centerholdet, fortæller Per Mejlholm.

Majbrit er uddannet kostvejleder, sundhedscoach, pilatesinstruktør og bikeinstruktør - og hun kan inden længe også komme yin yoga- og vandaerobic-instruktør på sit sunde cv.

Vandaerobic overtages af Majbrit på onsdag formiddage, hvor der både vil være hold i centrets varmtvandsbassin, samt det store bassin - her fortsætter hun med sit populære pilateshold, hvor yogaøvelser i fremtiden også vil blive inddraget.

Succes og tiltag

Henrik Taagaard, som er DGI-certificeret fitnessinstruktør, fortsætter sine ugentlige hold med styrketræning, cirkeltræning og funktionel træning både inde og ude, ligesom han fortsætter succesen med svømmecross.

Som noget nyt kan man også tilbyde pladser på specifikke bootcamps, der er særlige deltagerforløb med forskellige målsætninger, som blandt andet kan indeholde fokus på at opnå mere styrke, vægttab, indtagelse af bedre kost og en sundere livsstil.

Disse bootcamps varer typisk 4-8 uger på et hold, der består af 4-8 deltagere - for de specifikke bootcamps vil der være en særskilt deltagerbetaling, som annonceres sammen med campen ved tilmelding.

Plej sundheden

Med det faste medlemskab hos Løkken Idrætscenter får man adgang til motionscentret, en svømmehal, når der er offentligt åben, samt morgensvømning og holdtræninger.

Du kan desuden få vejledning, screening og et helt personligt program til motionscentret - og hvis du er 60+, så er der også mulighed for at deltage i seniormotion på torsdage.

Hvis man ikke ønsker fuldt medlemskab, men gerne vil deltage i en holdtræning ugentligt eller engang imellem, så kan man vælge at købe sæsonkort, hvis der er plads på et hold, ligesom der også er mulighed for at købe adgang til blot en enkelt træning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste