Iben fra Hjørring søgte kærligheden, hvor kragerne vender
Iben var pigen i den gule trøje: - Hårdt og SÅ fed en oplevelse, siger hun. Men fandt hun mon kærligheden ....
HJØRRING: - Vi vidste ikke hvad vi skulle, før vi stod i det. Det var mega intenst, og det var svært at være i. Vi kunne aldrig slappe af, for vi vidste hele tiden, at fyren kunne vælge en af os fra. Vi vidste ikke om vi var købt eller solgt.
Sådan lyder det fra 24-årige Iben Kragh fra Hjørring, der deltager i TV2’s datingprogram ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
Oplevelsen har været vild og grænseoverskridende, konstaterer Iben, når hun ser tilbage på forløbet..
- Det var hårdt både fysisk og psykisk - mest psykisk - at være i. Det var en vild rutsjebanetur, og alle følelse var i gang. Hovedet kørte derudad. Men det var SÅ fed en oplevelse. Og jeg har fået nogle rigtig gode veninder, som jeg stadig snakker med.
Hemmeligheden
”Kærlighed hvor kragerne vender” har fokus på de mindre samfund i Danmark, hvor pigerne flytter væk, og drengene bliver ladt tilbage. Fire friske fyre fra Thy er klar til at kaste sig ud i kærligheden, og ud af en gruppe på 20 piger, skal de hver især vælge fire, som de vil prøve lykken med. En efter en bliver pigerne valgt fra, indtil der kun er en tilbage.
Iben besejrede sine kvindelige ”konkurrenter” og blev udvalgt af Christian til en romantiske date, der blev kulminationen på ni dages intense tv-optagelser. Og seerne fik da også lige et filmkys med, mens kameraet rullede.
Om Iben fandt kærligheden med Christian forbliver en velbevaret hemmelighed til hendes genbesøg, der bliver vist i tv 17. marts - eller på TV2Play ugen inden.
- Det var jo først, da programmet var slut og kameraet blev slukket, at vi skulle til at lære hinanden at kende, smiler hun.
Pinlig tavshed
Iben fortæller om dagen, hvor alle pigerne mødte ind på hotellet i Thy. Her blev de præsenteret for de fire fyre.
- Alle nerver sidder udenpå tøjet. Det er så uvant en situation, og der er kameraer og mennesker overalt. Det var svært at fokusere på at være i nuet - alt var nyt og anderledes, husker Iben.
Hun blev hurtigt spottet af drengene - i første omgang som pigen i den gule trøje. Både Jonas og Christian havde lagt mærke til hende.
Og Iben havde også Jonas og Christian som mulige dating-partnere.
- De var jo alle super søde. Men da jeg så ser Christian præsentere sig, ville jeg gerne lære ham at kende. Så jeg tog på date med ham.
På daten blev seerne vidne til en lang halv-pinlig pause med tavshed. Men sådan opfattede Iben ikke situationen, da hun sad overfor ham.
- Jeg krummede tæer over mig selv, da jeg så det igen. Men det var jo slet ikke sådan. Det var så naturligt. Vi fandt ud af, at vi havde super mange fælles interesser, og vores kemi var supergod, og vi snakkede bare godt sammen. I programmet fremstiller de det super akavet - men sådan var det altså ikke, smiler Iben.
Iben har høstet nogle personlige erfaringer under vejs:
- Jeg er blevet bedre til at sige fra. For meget var opstillet. Jeg er ikke til de der pladderromantiske ord. Men det ville tv-holdet jo gerne have. De skulle have lidt kød på, og det kan jeg selvfølgelig også godt forstå.
Mega sej
Iben er opvokset og bor i Hjørring og læser til pædagog på UCN. Lige nu er hun i praktik og hun er færdig med uddannelsen i 2023. Hun har gået på lokale skoler og taget HF på Hjørring Gymnasium.
Ibens forældre har bakket hende op i tv-projektet:
- De synes, det var mega sejt, at jeg turde at gøre det. De vidste, hvordan det endte, men jeg har ikke fortalt dem alt. Der skal også være nogle overraskelser undervejs.