Håndterer kniv, ketcher og golfkølle med øvet hånd: Slagter Dyrby i Løkken fylder rundt
Slagtermester Carsten Dyrby, Harald Fischersvej 19, Løkken, fylder 60 år fredag den 3. december.
Carsten Dyrby er født i Hjørring, men familien flyttede til Løkken, hvor Carsten fik sin skolegang gennem alle årene.
Carsten startede allerede sit arbejdsliv inden for slagterfaget, da han som 11-årig var bydreng hos slagtermester Ole Christiansen i Løkken. Efter studentereksamen kom Carsten i slagterlære hos Ole.
Da han blev udlært slagtersvend, tog han til Schweiz hvor han arbejdede som slagter i 2 år. Derefter kom han til Værnedamsvej i København. Fra 1989 var han 1. mand hos slagter Lund på Frederiksberg. Denne stilling havde han indtil efteråret 2003, hvor han og familien flyttede til Løkken. Carsten overtog på det tidspunkt slagterbutikken efter Ole Christiansen.
Carsten er gift med Lone, og sammen har de 2 børn. Michelle der er PMO Manager hos Velux i København og Mathias der studerer jura i Aalborg.
Carsten har altid været passioneret omkring sit fag og arbejde – hvilket bl.a. har udmærket sig i flere priser og anerkendelser til Carsten og butikken.
Carsten har altid været engageret i frivilligt arbejde i byen bl.a. som formand for Badmintonklubben og formand for Løkken Idrætscenter. Carsten har også gennem flere år været aktiv i Lions Club i Løkken.
I fritiden er Carsten også en engageret badmintonspiller og golfspiller, her giver han gerne en hånd med i planlægning af aktiviteter. Derudover bruges tid til at rejse med familie og venner. Her går rejserne gerne til varmen og Europas hovedstæder.
Fødselsdagen fejres med familien.