Billede beskrivelse

Grøn gejst: Elever arbejdede for en bæredygtig fremtid

18. oktober 2022 kl. 15.45

I ugen før efterårsferien gik skolerne i Løkken, Vrå og Tårs sammen om at sætte den meget omtalte "Grønne Omstilling" på skoleskemaet. Temaugen skulle gøre eleverne klogere på bæredygtighed og samtidig inspirere til et grønnere mindset. Det spændende projekt kunne på denne måde også give eleverne værktøjer til bedre at forstå spørgsmål omkring klimaet.

Eleverne fra alle klassetrin skulle på forskellig vis arbejde med emnet, herunder have fokus på både innovation og nærliggende ting, såsom for eksempel opsamling og sortering af affald, hvorfor det er vigtigt at gøre det, hvad affald kan genbruges til, og hvordan man endda kan tjene penge på det.

Billede beskrivelse

Forbrug af el, vand og varme blev også grundigt gennemgået, hvor eleverne blandt andet udforskede emner omkring solceller, og hvordan man kan formindske sit energiforbrug. Dette inkluderede også mange snakke om, hvordan man kan lave mad derhjemme med mindst mulig energi, lave en ny ret ud af resterne fra dagen før og at undgå madspild.

Besøg gav inspiration

På sidstedagen for temaugen fik man besøg på alle tre skoler af Martin Keller, som både er tv-vært, showman, musiker og komponist. Med stort engagement fortalte han om emnet i sit indslag, der hurtigt fik børnene med, da han endda også optrådte med sin guitar. Han har medvirket i mange underholdningsprogrammer for børn og har i de senere år også undervist om klimaet og bæredygtighed for blandt andet politikere og den royale familie.

Martin nævnte blandt andet FN’s 17 verdensmål, og hvor vigtigt det er at passe godt på vores jordklode - herunder, hvor essentielt det er, at verdens ledere snakker sammen for at løse udfordringer omkring klima i verden - og også krig. Han fremhævede særligt, hvor vigtigt det er, at man kan glæde sig over naturen, og hvordan han gennem sine besøg i blandt andet Sydamerika og Laos fik øjnene op for, hvordan vi lever.

Billede beskrivelse

Eleverne var meget ivrige med spørgsmål, hvor Martin blandt mange emner kom ind på, at det er bedre at købe færre stykker tøj, men af bedre kvalitet. En elev kom med en ide om pant på tøj, ligesom vi kender det fra dåser, mens en anden elev nævnte, at han cyklede fem kilometer til og fra skole hver dag. Dette gik helt i tråd med tanker om fokus på tøjbibliotek med byttemarked, alternativ transport og mulig samkørsel samt genanvendelse på alle tænkelige måder i dagligdagen.

Pitch perfect

Torsdag skulle eleverne i indskolingen og på mellemtrinnet besøge hinandens udstillinger i klasseværelserne og præsentere, hvad de havde arbejdet med. For de 15 klasser i udskolingen fra de tre skoler kom Martin Berg Nielsen og Leif Lund Jakobsen, som begge er ledere i Teknik og Miljø i Hjørring Kommune, på besøg. Martin og Leif kunne opleve elevernes opstillede stande og pitch med løsningsforslag til grøn omstilling for hinanden, hvor eleverne primært blev bedømt ud fra tanker om genbrug, omstilling og nytænkning.

Billede beskrivelse

Selvom om temaugen sluttede torsdag, så fortsætter arbejdet med en lidt grønnere fremtid på alle skolerne med flere tiltag. Dette inkluderer blandt andet, at eleverne har fælles affaldssorteringsstationer på skolegangene, ligesom affaldssortering kan blive en endnu mere naturlig del af hverdagen derhjemme. Skolen har også lavet en kampagne om samkørsel, ligesom man også gerne vil lære eleverne mere om at følge forbrug på vand, varme og el - sidstnævnte emner er højaktuelle med de stigende priser generelt i øjeblikket.

Elever fra Løkken Skole var i øvrigt på besøg i løbet af ugen hos Løkken Idrætscenter, som arbejder meget med at have det lavest mulige madspild og energiforbrug. Centret har haft solfangersystem siden 2013, og det varme vand i bygningen bliver opvarmet i eget hus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste