Billede beskrivelse

Fra kulturarv til forretning: Lokalt museum har ansat sin første kommercielle chef

13. december 2025 kl. 19.00

HJØRRING: Mulighederne er til at få øje på. Sådan lyder det entusiastisk fra Jacob Høyer Filt Juhl, der 4. november tiltrådte som ny kommerciel chef på Vendsyssel Historiske Museum.

Det er første gang, museet ansætter en chef med særligt fokus på salg og markedsføring. Jacob Høyer Filt Juhl kommer med solid erfaring fra kultur- og oplevelsesbranchen, hvor han blandt andet har haft ledende roller på Skagens Museum, Musikkens Hus og senest Frysehuset.

Billede beskrivelse

- Historiker er jeg jo ikke, men jeg er ikke i tvivl om, at der ikke går lang tid, før jeg ved en del mere om Vendsyssels historier. Det kan man ganske enkelt ikke undgå i det her miljø, hvor alle brænder så meget for historien, siger han med et smil.

Ny museumslov stiller krav

Baggrunden for den nyoprettede stilling er blandt andet den museumslov, der trådte i kraft tidligere på året. Loven betyder, at statsanerkendte museer skal leve op til en række kriterier, herunder minimumskrav for indtjening, besøgstal og forskningsproduktion.

Museumsdirektør Anne Dorthe Holm understreger, at det stiller helt nye krav til museernes måde at arbejde på:

- Vi skal ikke længere kun være en kulturinstitution. Vi skal også sikre en stabil forretning og tiltrække flere betalende gæster. Det betyder blandt andet, at vi skal markedsføre os mere og udvikle nye aktiviteter, siger hun.

Fra kulturarv til forretning

Med loven følger et økonomisk pres, der tvinger museerne til at tænke i blandt andet billetsalg, events, cafédrift, butikssalg og partnerskaber.

Billede beskrivelse

- Det handler i høj grad om at synliggøre museet og blandt andet udvikle kunderejsen, forklarer Jacob Høyer Filt Juhl.

- Kun de museer, der lever op til kravene om indtjening og besøgstal, får del i tilskuddene. Det betyder, at vi skal være skarpe på både formidling og forretning.

Anne Dorthe Holm supplerer:

- Med Jacob i spidsen for museets salg og markedsføring er jeg helt sikker på, at VHM går en rigtig god tid i møde. Vi kommer til at synliggøre museet meget mere over for både lokale og turister, siger hun.

Klar til nye formater

Jacob Høyer Filt Juhl har allerede en fyldt kalender. Han ser frem til at samarbejde tæt med både medarbejdere, lokalsamfund og eksterne partnere:

- Jeg glæder mig til at udvikle nye formater, etablere partnerskaber og finde endnu flere måder at møde publikum på. Vendsyssel Historiske Museum står på et stærkt fundament og spiller en central rolle i formidlingen af vores fælles historie. Nu har vi en unik mulighed for at styrke synligheden yderligere og skabe engagerende oplevelser for både lokale og besøgende, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste