Fra Hjørring til Valencia: Gymnasieelever på tre ugers udveksling i Spanien
HJØRRING: Elever fra Hjørring Gymnasium oplever spansk kultur, skoleliv og sprog under deres besøg på skolens partnerskole i Valencia.
Det fortæller Hjørring Gymnasium.
I disse uger er Anton, Josephine og Luna fra 2.g på Hjørring Gymnasium på udveksling i Spanien. I tre uger følger de undervisningen på partnerskolen IES Ramon Llull i Valencia, hvor de bor hos værtsfamilier. Opholdet giver dem en enestående mulighed for at opleve spansk kultur helt tæt på.
Spanske traditioner og store oplevelser
Allerede den første dag blev de tre elever mødt af spanske traditioner – og et solidt sukkerchok:
- Dagen begyndte med churros med chokoladesovs til morgenmad. Bagefter tog værtsfamilierne os med på en sejltur på Albufera de València, Spaniens største sø. Dagen sluttede på ægte spansk manér med en valenciansk paella.
I de følgende dage har eleverne fået mange oplevelser både på og uden for skolen. De har blandt andet besøgt City of Arts and Sciences, der rummer museer og kulturinstitutioner.
Derudover har de været i akvariet Oceanogràfic og oplevet en fodboldkamp mellem Levante UD og Villarreal CF.
Indblik i det spanske skolesystem
Opholdet giver også et særligt indblik i hverdagen som spansk gymnasieelev. Skolegangen på IES Ramon Llull har vist, at der er tydelige forskelle mellem danske og spanske skoler:
- Skolerne er anderledes end derhjemme. For eksempel låses dørene, så eleverne ikke kan forlade skolen i skoletiden. Og hvis man kommer for sent, skal man ringe på for at blive lukket ind.
Udvekslingen giver dermed både faglige perspektiver og nye erfaringer med en anden skolekultur.
Et sprogligt skub
Elever, der tager på udveksling, udvikler sig både fagligt og personligt. De bliver mere selvstændige og nysgerrige – og deres sproglige niveau løftes markant.
Lektor i spansk og dansk på Hjørring Gymnasium, Susanne Galsøe, fremhæver betydningen af at bruge sproget i virkeligheden:
- Når elever bor og lever i Spanien, får de et sprogligt skub, som vi aldrig kan genskabe i et klasselokale. De kommer hjem med et spansk, der mærkes og ikke bare læres. De opdager også, at de kan mere, end de tror, og den selvtillid tager de med sig resten af livet.
Hun understreger samtidig, at samspillet mellem kultur, sprog og hverdag styrker elevernes samlede udbytte af undervisningen:
- At lære spansk i Spanien styrker elevernes udbytte af undervisningen: Pludselig giver alt mening, fordi kultur, sprog og hverdag flettes sammen.