Fra Hjørring til Nephew og LA: Kristian fylder 50
HJØRRING: Han er bedst kendt som guitarist i det folkekære rockband Nephew. Men Kristian Riis, der fredag den 28. november fylder 50 år, er meget andet.
Han er selvstændig erhvervsdrivende, der har gjort forretning i både Los Angeles og Bhutan. Desuden har han bestridt direktørposter på Bremen Teater og det nationale musik-eksportkontor.
For tiden driver han virksomheden Volcano, som han selv etablerede for 17 år siden.
Virksomheden arbejder med byudvikling med fokus på at inddrage den yngre generation, forklarer Kristian Riis.
- Vi arbejder med at lave fællesskaber i blandt andet USA, Mongoliet, Bhutan og London, fortæller han.
- København er en god base, men jeg har altid elsket at arbejde ude i verdenen, lyder det.
Kristian Riis var i 2017 ophavsmanden bag NordicLA, en såkaldt privat kulturambassade, der hjalp nordiske kunstnere, musikere og virksomheder med at få fodfæste på den amerikanske vestkyst.
Foruden at være direktør i og ejer af firmaet Volcano, laver han for tiden musik og turnerer med rapperen Carl Knast.
Mødte Simon Kvamm på studiet
Kristian Riis er født og opvokset i Hjørring og begyndte herefter på Aarhus Universitet, hvor han studerede musikvidenskab.
Her mødte han Simon Kvamm, Jonas Juul Jeppesen og Søren Arnholt.
Sammen dannede de bandet Nephew, der senere har fået stor succes på den danske musikscene.
Bandet fik sit store gennembrud med albummet "USADSB", der udkom i 2004, og har siden fulgt op med flere populære albummer.
Nephew har løbende holdt flere pauser, og i 2019 meddelte Simon Kvamm på scenen under en koncert på Smukfest, at bandet holdt pause på ubestemt tid.
Men selv om bandet ikke turnerer landet tyndt eller udkommer med nye albummer, lever det stadig i bedste velgående, siger Kristian Riis.
- Jeg kan desværre ikke sige noget konkret. Men Nephew eksisterer stadig.
Fødselsdag på forskud
Den 50-årige guitarist og iværksætter har allerede taget fødselsdagsglæderne på forskud.
Han holdt en stor fest for venner fra nær og fjern på et slot på Fyn i sommer.
- Jeg synes ikke, mine venner fra udlandet skulle tage hele vejen til Danmark i november, siger Kristian Riis.
/ritzau/