Fortuna-spiller laver kæmpeskifte til sommer
HJØRRING: En træningslejr i Spanien endte med at blive en forsmag på fremtiden for 16-årige Nikoline Nielsen.
Hun er til daglig angriber for Fortuna Hjørring, men til sommer skifter hun til mægtige FC Barcelona.
Det skriver Fortuna Hjørring i en pressemeddelelse.
- Vi er rigtig glade på Nikolines vegne, for at hun nu får mulighed for at prøve sin udlandsdrøm af. For os i Fortuna har det været vigtigt, at vi har Nikoline med i truppen i det kommende slutspil, siger Fortuna Hjørrings sportschef, Janelle Cordia.
Nikoline Nielsen fik sit store gennembrud i den bedste kvindeliga - A-ligaen - i efteråret for Hjørring-holdet.
Hun bidrog også med afgørende scoringer i Champions League - og har siden også været udtaget til U16-, U17- og U19-landsholdet.
Fortuna Hjørring oplyser videre, at Nikoline Nielsens skifte til FC Barcelona sker på en fri transfer.