Fodboldkvinder fra 80'erne mødes til halbal

Af Mads Laursen, journalist

25. marts 2023 kl. 17.01

I 1980’erne havde næsten 25 unge kvinder fra Vrå og den nærmeste omegn et rigtig godt sammenhold - med højt humør spillede de på det samme fodboldhold i Vrå-Børglum Idrætsforening.

Kvinderne var gode både på og udenfor banen - således rykkede man i en af de bedste sæsoner op i serie 2 som ubesejrede, og hyggede sig ofte med 3. halvleg, når dommeren havde fløjtet af.

Siden er de unge kvinder blevet et par år ældre og er spredt for alle vinde - men med nutidens sociale medier er det lidt nemmere at holde styr på tropperne, og man ses nu, når det er muligt.

Mødes til halbal i april

- Vi har mødtes en enkelt gang siden, hvor vi spillede mod det daværende damehold, og ellers hyggede os - nu håber vi at samles igen, når VBI holder gammeldags halbal i Idrætscenter Vendsyssel lørdag 15. april, fortæller Tina Østergaard.

Billede beskrivelse

Tina hed oprindeligt Christensen til efternavn dengang, men hun har siden skiftet efternavnet ud med Østergaard - af mange er hun dog stadigvæk mest kendt som 'Tina Wimmer', og gamle navne hænger som bekendt ofte ved.

Gruppe på Messenger

- Jeg har oprettet en gruppe på Facebook's Messenger, hvor jeg har skrevet til alle, der var med på holdet dengang - og mange har heldigvis vist stor, positiv interesse for at komme, fortæller hun.

Endnu har hun ikke helt overblik over, hvor mange man bliver, men hun har sat en frist for tilmelding til 31. marts - invitationen er også sendt til de 3 trænere, der stod i spidsen for holdet i de sjove år.

- Dengang fik vi sponseret et sæt mintgrønne træningsdragter, så vi var et ømt syn - holdet havde også en god aftale med Jægergården, der gav gratis øl, hvis vi vandt, og en middag til alle i tilfælde af 3 sejre i træk. Det var virkelig fint af Jægergården, og vi kom der tit, siger Tina med et stort smil.

Vil du også med til bal?

Hvis du ligesom de glade 80'er-kvinder kunne have lyst til at tage til Vrå-Børglum Idrætsforening's halbal i Idrætscenter Vendsyssel lørdag 15. april kl. 21.00-02.00, så tøv ikke med at købe billetter.

Dette kan nemt gøres ved henvendelse til Preben Olsen på telefon 6174 4756 - alternativt kan du gå online, hvor du kan foretage din bestilling via dette link: http://vbi-vraa.dk.nemtilmeld.dk/1/.

Billetterne koster blot 169 kr., og i prisen er inkluderet en sandwich eller en kæmpe grillpølse med brød fra Idrætscenter Vendsyssel's professionelle køkken - hvis man bestiller 10+ billetter, så får personen, der bestiller, et drinkskort med 5 gratis drinks ved indgangen på aftenen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste