Finn Sørensen: - Jeg har det bedst med arbejdstøjet på
HIRTSHALS: Én af Hirtshals ældste smede og opfinder, samt alt mulig mand fylder 85 år søndag 25. juli. Navnet er Finn Sørensen, senest indehaver af Østbyens Maskinværksted, som han solgte i 2018, hvor han havde været selvstændig smed og opfinder siden 1980. I dag har han værksteds domicil i Peter Rimmensgade.
- Jeg var på fiskemelsfabrikken IP Thomsen fra 1965 til 1980, her var jeg kedelpasser og smed, fortæller Finn.
Siden arbejdede han to år hos Bjarne Persson på det oversøiske skibsreparations-værksted på havnen.
Opfinderen
- Jeg var skibsreparatør på havnen i mange år, hvor jeg skiftede mange motorer, og monterede grej på fiskefartøjerne - og sagt i al beskedenhed, opfandt jeg en virestyring til trawl og tromler på skibene.
Samtidig havde Finn Sørensen nye store projekter i gang:
- Jeg arbejdede for sandsugningsfirmaet Rodhe Nielsen i Grenå i 20 år, og samtidig var jeg opfinder af store pressere, der blev solgt i hele verden.
Presserne kunne sammenpresse politermisk skum og lim til brug i produktionen af kølesættevogne til lastbiler og campingvogne.
- Jeg arbejdede især meget for kølebilfabrikanten Nord Frig i Kjellerup.
- I dag hjælper jeg til på Hirtshals Vaskeri, med at flytte og reparerer store vaskerimaskiner.
Hirtshals Vaskeri er i dag oplagringsstation for koncernen De Forenede Dampvaskeriers lager af maskiner, der er i flow fra de mange vaskerier, koncernen ejer i Danmark og i Sverige.
Eget skib i havnen
- Meget af min fritid går med at holde gang i motorskibet Laura, tilføjer Finn.
- På den måde sikrer jeg mig stadig kendskabet til skibe og deres drift, og det er jo det, jeg dybest set har levet af i min tilværelse som selvstændig smed, siger Finn.
Finn var gift med Ella, som desværre døde i 2005. Sammen fik de tre børn, hvor den ældste er Morten, som er skipper på trawl-skibet, Vest Ocean. Trine Birgit Jensen er direktør for Spar Nord i Hirtshals, og den yngste er Mette, som er social- og sundhedsassistent.
Finn fejrer fødselsdagen, sammen med familien og de nærmeste lørdag 31. juli.