Finn Pedersen fik flot afskedsreception på Vrå Varmeværk
For 34 år siden kom Finn Pedersen som ung maskinmester til Vrå Varmeværk, hvor han indtil ganske fornylig har fungeret som driftsleder siden, at han dengang fik noget af en ilddåb.
Finn startede på et tidspunkt, hvor der blandt andet var kommet ny gasturbine og nye bygninger til, ligesom der er sket mange forandringer omkring, hvilken linie man har valgt med levering af varme i området.
Årene har dog ikke været uden udfordringer, idet en entreprenør, der skulle bygge den nye turbinehal, gik konkurs, ligesom en bogholder uden den vellidte driftsleders viden svindlede sig til en større sum, hvilket skabte noget turbulens.
Vrå kom derfor på landkortet på en uheldig baggrund, men Finn holdt trods sin varmeværksstilling hovedet koldt og fortsatte sit ufortrødne arbejde med, at eventyret konstant kunne gå fremad - og revisionsfirmaets forsikringsselskab endte med at dække sidstnævnte udgift, så forbrugerne i Vrå ikke kom i klemme.
Formandens takketale
Det var efter denne uheldige episode, at Niels Henrik Nielsen blev valgt ind i bestyrelsen på den efterfølgende generalforsamling for sammen med Finn at være med til at skabe mere ro og balance i tingene.
I 2019 blev han siden valgt som varmeværkets formand, og ved Finn Pedersens afskedsreception lagde Niels Henrik i sin tale meget vægt på det gode samarbejde, som man har haft i bestyrelsen igennem årene.
I takketalen gjorde han også meget ud af at fremhæve Finns personlighed, flid, ordentlighed, hans tekniske kompetencer og den fælles kemi, samt i bestyrelsen at have truffet nogle gode og rigtige valg i de senere år, hvilket har været medvirkende til, at man den dag i dag har stabile varmepriser i Vrå.
Finn blev også takket for at rydde flot op efter, at den gamle turbine i 2020 blev taget ud, hvilket blev erstattet af en ny elkedel i en bygning, hvor installationerne står snorlige, ligesom væg og gulv blev malet, så alt konstant fremstår på pæneste vis.
Mange til receptionen
Rigtig mange mennesker var troppet op til receptionen for at sige et taknemmeligt tak og farvel til Finn Pedersen, der tog over på et småkaotisk tidspunkt tilbage i 1989, og som nu efterlader værket til sin efterfølger i tip-top stand.
Både teknisk og visuelt er værket i dag et af de mest opdaterede varmeværker i Nordjylland, og Finn overlader det nu til Dom Kelly, som derfor har nogle ekstra store sko at fylde ud på den konto.
Den 50-årige, dansktalende irer kommer med en netop bestået maskinmestereksamen i juni, samt en god portion af viden, fokus, omhyggelighed og medmenneskelig forståelse, der kan gavne Vrå Varmeværk og dets forbrugere i mange år frem.
Dom har et spændende og udfordrende arbejde foran sig, imens Finn nu er gået på pension. Til receptionen fik den afgående driftsleder af bestyrelsen en GPS forærende, og den kan han passende bruge, når han i sit fremtidige otium kan køre rundt i Europa i familiens autocamper.
For en sikkerheds skyld havde formanden i øvrigt tilføjet Korsgade 9 i Vrå som hjemadresse på GPS'en - dette er samme adresse som Vrå Varmeværk, der igennem mange år måtte kunne betragtes som Finns andet hjem med den enorme indsats, han har udført.