Billede beskrivelse

Find vejen tilbage: Flemming hjælper par, der har mistet hinanden

23. februar 2026 kl. 11.01

HJØRRING: I sin klinik i Strømgade i Hjørring møder Flemming par i alle aldre, som på hver deres måde har mistet forbindelsen. 

Nogle oplever gentagne konflikter, andre en stilhed, der er sværere at bryde end skænderier. 

Fælles for dem alle er ønsket om at forstå hinanden bedre, og om at finde en vej videre sammen.

Psykoterapeut og parterapeut Flemming Horsfeldt har i mange år arbejdet med relationer og kommunikation. 

Vejen til arbejdet med par begyndte ikke i terapirummet, men i hans tidligere virke som skoleleder på Privatskolen i Frederikshavn

- Jeg oplevede, hvor mange mennesker der har brug for at blive lyttet til, set og forstået. Det gjaldt både børn, forældre og medarbejdere. Når elever reagerede uhensigtsmæssigt, hang det ofte sammen med, at de var klemte mellem mor og far. Kunne jeg styrke relationen mellem forældre, lettede presset på barnet, fortæller han.

Parallelt med lederjobbet uddannede han sig som psykoterapeut på Psykoterapeutisk Institut i Aarhus. 

En fireårig uddannelse, som gav ham en dybere indsigt i relationer og menneskelige mønstre.

Ro, tryghed og håb

I dag møder Flemming par, der ofte kommer med en følelse af fastlåshed og afmagt.

Stemningen kan være anspændt, og ordene kan være svære at finde.

- Jeg har det faktisk godt med at gå ind i terapirummet og mærke spændingen. Min opgave er at bringe ro ind i rummet og skabe en langsom proces, hvor parret oplever et trygt rum, der giver plads til igen at finde sig selv og hinanden – kropsligt, følelsesmæssigt og sprogligt, siger han.

Ifølge Flemming handler mange konflikter ikke om manglende kærlighed, men om relationer, der over tid er blevet viklet ind i sig selv.

- Engang fandt de sammen i kærlighed og nærhed. Nu er der gået kludder i forbindelsen. At hjælpe parret ud af den blindgyde og bringe håb imellem dem er det, der giver mening for mig.

Vi ligner hinanden mere, end vi tror

En af de vigtigste erkendelser, Flemming har gjort sig som terapeut, er, hvor meget mennesker grundlæggende ligner hinanden.

- Selvom vi lever forskellige liv, går de samme temaer igen. Behovet for tryghed, for at blive set og for at høre til. I terapien arbejder jeg med at gøre mønstrene tydelige og skabe et sprog for det, der ellers bliver til konflikt eller tavshed.

Intet er for småt

Parterapi er ifølge Flemming ikke kun for par i krise. Det er ofte de små ting i hverdagen, der langsomt skaber afstand.

- Det er de små sten i skoen, der generer allermest. Intet er for småt til at blive talt om. Terapien er et fortroligt rum, hvor man kan være sig selv – også med de tanker, man normalt holder tilbage.

Han understreger, at mange har en forestilling om, hvad terapi er, før de prøver det.

- Terapien skal mærkes på egen krop. Når par først sidder her, oplever mange, at det bliver lettere, end de havde forestillet sig, afslutter han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste