Felix og Nikodem er suveræne til matematik
HJØRRING: Der er god til matematik, og så er der god til matematik.
Spørg bare Nikodem Zielinski og Felix Amstrup Sandlykke fra 9. årgang på Hjørring Private Realskole, som har deltaget i den årlige, landsdækkende Georg Mohr-matematikkonkurrence.
Ud af 15-20.000 deltagende gymnasieelever, inkl. et mindre antal ekstraordinært dygtige grundskoleelever, er Nikodem Zielinski og Felix Amstrup Sandlykke nemlig blandt de 80 bedste deltagere i konkurrencen.
De er dermed gået videre fra anden runde til konkurrencens vinderseminar i Sorø søndag d. 22. februar til og med onsdag d. 25. februar – som to ud af kun fem grundskoleelever i hele landet.
Vinderseminaret er første camp ud af flere, som i løbet af foråret fungerer som udskillelsesløb for at finde de seks bedste matematikhoveder, der skal repræsentere Danmark ved den Internationale Matematik-Olympiade (IMO) i Shanghai til sommer.
Så det er ikke en hvilken som helst konkurrence, de er strøget til tops i.
Felix Amstrup Sandlykke er videre på et såkaldt wildcard, der gives til elever, som ikke kom direkte videre på point, men som viser stort potentiale, mens Nikodem Zielinski er videre til vinderseminaret direkte på point.
For at sætte Nikodem Zielinskis bedrift i perspektiv er han den første grundskoleelev fra Hjørring, der nogensinde er gået videre direkte på point, mens kun tre gymnasieelever fra Hjørring har gjort det tidligere – i de 35 år, konkurrencen har eksisteret …
Men de to drenge er ikke kommet sovende til det flotte resultat. Der ligger mange timers arbejde bag:
- Jeg begyndte at træne på et seriøst plan for et halvt år siden med daglig træning, og jeg har brugt mere tid på det ugentligt, end jeg nogensinde har gjort på nogen sport, jeg har gået til, fortæller Felix Amstrup Sandlykke og fortsætter:
- Men seks måneder var ikke nok. Jeg kan godt mærke, at Nikodem Zielinski har et mere solidt fundament, lyder det.
For Nikodem Zielinskis vedkommende har træningen stået på noget længere end for Felix Amstrup Sandlykke, da han også deltog i konkurrencen i 8. klasse:
- Det er to timers træning om dagen i halvandet år, mens det nok nærmere har været seks timer om dagen i de sidste to måneder op til konkurrencen. Så ja, det kræver noget tid, fortæller Nikodem Zielinski.
Men det er tid, han indtil videre er villig til at bruge. Ikke mindst fordi drømmen er at komme med til IMO på et tidspunkt:
- Lige nu er jeg klar på at bruge så meget tid, og så må jeg jo løbende vurdere, om det er det værd, forklarer Nikodem Zielinski.
Uvurderlig hjælp
Ud over stor støtte og opbakning fra lærere og forældre for at få den intensive træning til at passe ind i et ungt menneskes hverdag peger de to elever begge på Talentcamp.dk som en uvurderlig hjælp på deres vej i konkurrencen.
Talentcamp er et tilbud til fagligt dygtige og motiverede elever i udskolingen på frie grundskoler med landsdækkende camps, hvor der undervises på et højere plan end i den daglige undervisning på de enkelte skoler.
Og det har været en stor hjælp og motivation for de to drenge i deres deltagelse i Georg Mohr:
- Vi har ud over de mange camps også haft en mentor tilknyttet, som man så har kunnet sparre med i forhold til konkurrencen, og det har betydet rigtig meget, fortæller Nikodem Zielinski.
- Og så er Talentcamp også med til at lægge et solidt fundament. Jeg vil næsten påstå, at man kan gå videre fra første runde i konkurrencen, hvis man har været på Talentcamp og ellers hørt efter og forstået, uddyber Felix Amstrup Sandlykke.
Men at gå videre fra henholdsvis første og anden runde er to vidt forskellige ting.
Hvor ca. 10 procent går videre fra runde ét, er man nede i promillerne for at finde dem, der kommer gennem nåleøjet til vinderseminaret.
Her er talentcamps og sparring ikke nok i sig selv. Det kræver enorm disciplin, ekstraordinære evner og utroligt mange timers alenetræning at være nået så langt, som de to drenge er.
Det betyder dog ikke, at de nu kan hvile på laurbærrene. Arbejdet er ikke slut, bare fordi de er kommet med på vinderseminaret:
- Altså teknisk set er vi jo vindere, men man kan godt vinde mere, så vi har stadig travlt, lyder det fra Nikodem Zielinski.
- Ja, vinterferien bliver nok ikke ferie, slutter Felix Amstrup Sandlykke med et skævt smil