I 25 år har Ole Peter Christensen tegnet Spar Nord udadtil i Hjørring. Men nu er det slut. Foto: Bente Poder <i>Foto: Bente Poder</i>
Mennesker

Et Hjørring-ikon har sagt op: - Jeg vil gerne stoppe, mens folk synes, det er lidt for tidligt

Ole Peter Christensen siger efter 25 år farvel til direktør-jobbet i Spar Nord

02. september 2022 kl. 13:38

HJØRRING: I Hjørring har han været Spar Nords ansigt udadtil i 25 år - men snart er det slut.

65-årige Ole Peter Christensen har netop meddelt sine ansatte, at direktørtiden nærmer sig sin afslutning.

- Jeg har en følelse af, at tiden er moden. Jeg vil gerne stoppe, mens folk synes, det er lidt for tidligt. Jeg vil ikke komme dertil, at nogle synes, jeg stopper for sent. Og derudover så viser mine regnskabsresultater mig også, at det ikke er noget uheldigt tidspunkt at stoppe på, siger han med et smil og tilføjer:

- Da jeg blev ansat for 25 år siden, sagde Lars Møller (adm. direktør for Spar Nord, red.) til mig: "Nu låner du en herregård, og den skal afleveres i bedre stand, end du overtager den". Og nu synes jeg godt, at jeg kan være bekendt at aflevere herregården til den næste i rækken.

Vil nyde sit otium

Ole Peter Christensen cykler flere gange ugentligt lange træningsture på sin racercykel, så han er frisk og fit for fight - men alligevel vil han gerne stoppe, mens helbreddet er godt.

- Doris og jeg har været til mange begravelser de seneste to år, og det betyder jo også, at man tænker over, at man gerne vil have noget ud af sit otium.

Medarbejderne i Spar Nord i Hjørring blev orienteret 1. september - på dagen, hvor Ole Peter Christensen fejrede 25 års Spar Nord-jubilæum.

Den allersidste arbejdsdag bliver 1. december - og på den måde bliver der god tid til at hjælpe en afløser i gang, når den pågældende på et tidspunkt er fundet.

I lørdagens udgave af NORDJYSKE Stiftstidende - og på nordjyske.dk - kan du læse et større portræt af Ole Peter Christensen. I den forbindelse fortæller han blandt andet om familielivet med en handicappet søn - og om det voldsomme cykelstyrt, han har været udsat for. Du kan læse betalingsartiklen ved at klikke her.

Blå bog - Ole Peter Christensen

Ole Peter Christensen er i dag 65 år og bor i Hjørring.

Han voksede op som enebarn ved Tranum, hvor forældrene drev et landbrug på 27 hektar. Han ejer i dag - som fjerde generation - den lille slægtsgård, der benyttes som fristed af hele familien.

Han er gift med 63-årige Doris, der er sygeplejerske. Parret mødte hinanden for omtrent 50 år siden til et krobal i Birkelse - og de har holdt sammen lige siden. Parret fået sønnerne Casper (38 år), Søren (36 år) og Morten (32 år). Det har foreløbig kastet fire børnebørn af sig - og et femte barnebarn er skemalagt til februar.

Ole Peter Christensen har gennem 25 år været direktør Spar Nord Banks områdecenter i Hjørring - men her 1. september har han meddelt, at han inden årets udgang siger farvel til jobbet.

Han startede i 1975 som bankelev Andelsbanken i Brovst - og i 1978 rykkede han videre til en rådgiver-stilling i Brønderslev hos samme pengeinstitut. I 1986 flyttede han og familien sydpå, da Ole Peter Christensen var blevet salgschef i bankens afdeling i Vejle. I 1992 – efter Andelsbanken var blevet indlemmet i Unibank - gik turen så igen nordpå til en stilling som erhvervsdirektør i Hjørring-afdelingen af Unibank (som senere igen blev til Nordea). I forbindelse med strukturændringer valgte Ole Peter Christensen at forlade koncernen i 1997 - og i stedet satte han sig i spidsen for Spar Nords aktiviteter i Hjørring. Den funktion har han altså passet frem til nu.

Ole Peter Christensen har gennem årene engageret sig i en masse sammenhænge i lokalsamfundet. Han har blandt andet været formand for Erhverv Hjørring, Hjørring Erhvervscenter, Byggesocietetet i Vendsyssel - og han har også været en del af arbejdsgruppen, der fik stablet Hjørring Revyen på benene igen. I dag er han blandt andet medlem af Hjørring Erhvervsråd, bestyrelsesmedlem i Nordjysk Lånefond og næstformand for Vendsyssel Teater.

Han sætter pris på rejser, god mad og har også en stor passion for vin.

Derudover nyder han at cykle i sin fritid - og i 2013 gik turen til Paris med Team Hjørring. Drømmen endte dog allerede ved Randers, hvor et styrt resulterede i et brud på hoften. Men Ole Peter Christensen kæmpede sig tilbage på cyklen, og i 2017 præsterede han så at cykle ind i hjertet af Paris.

Annonceret indhold

Nyeste