Billede beskrivelse

Erik flytter livsværket fra Løkken til Aabybro

21. marts 2025 kl. 14.00

LØKKEN/AABYBRO: Indehaver Erik Jørgensen har besluttet at sælge sin virksomhed, Løkken Smede- og Maskinværksted A/S til Gjøl Marinecenter i Aabybro.

Det er i ordets bogstaveligste forstand et livsværk, som nu holder flyttedag.

- Jeg lavede min allerførste elektrodesvejsning som ni-årig på min fars værksted for 56 år siden, fortæller Erik Jørgensen.

- Det var dengang, børn måtte komme på et værksted uden at Arbejdstilsynet blandede sig, så jeg fik smag for at arbejde – og det har jeg gjort lige siden. Men nu er tiden kommet, hvor jeg trænger til at trappe ned.

Far og søn

Siden den første elektrodesvejsning for 56 år siden er det gået slag i slag for familievirksomheden, der blev grundlagt af Erik Jørgensens far Holger Jørgensen og i dag ligger på Egevej i Løkkens industrikvarter.

Billede beskrivelse

- Jeg fortsatte hos min far og gik i kompagniskab med ham for 40 år siden. I 1998 overtog jeg forretningen og har drevet den siden indtil sidste uge, hvor vi skrev papirerne under, så Gjøl Marinecenter skal overtage Løkken Smede- og Maskinværksted over de kommende fem år, fortæller Erik Jørgensen.

- Vi forlader ikke værkstedet på Egevej fra dag til dag, men begynder med flytningen hen over de kommende måneder. Firmaets sjæl skal have tid til at flytte med.

Nedtrapning

- Jeg har aftalt med Gjøl Marinecenter, at jeg fortsætter i virksomheden på fuld tid det næste år – og herefter vil jeg i de følgende fire år fortsat være tilknyttet firmaet på tilkaldebasis, så mine kunder ikke helt skal undvære mig. Så det bliver en gradvis nedtrapning fra nu, hvor virksomheden tager al min tid, forklarer Erik Jørgensen.

Han har endnu ikke taget stilling til, hvad han skal lave, når først der kommer luft i kalenderen, men han har nogle ideer.

- Måske vil jeg dyrke lidt sport. Jeg tænker også på at genoptage spejderarbejdet, hvor jeg i mange år har været gruppeleder hos KFUM i Løkken – og så kan jeg godt tænke mig måske at starte på universitetet. Nu får vi se. Men det er i hvert fald ikke ideerne, der mangler. Jeg er jo heldigvis både rask og rørig.

Løkken Smede- og Maskinværksted har tre ansatte inklusive Erik Jørgensen. Virksomheden betjener især kunder inden for lystbåde, fiskerierhvervet og landbrug. Løkken Smede- og Maskinværksted er Danmarks største forhandler af dieselmotorer fra den danske producent Bukh, der blandt andet bruges i redningsbåde.

Firmaet har også en stor kundeportefølge inden for bådmotorer fra den japanske producent Yanmar.
Gjøl Marinecenter er netop flyttet fra Gjøl til et nyt stort firmadomicil med værksted, salgsudstilling, lager og kontor på Høgårdsvej i Aabybro.

Virksomheden ejes af ægteparret Eva Meldgaard Nielsen og Arne Nielsen samt sønnen Viktor Meldgaard Nielsen. Gjøl Marinecenter har i forbindelse med flytningen til Aabybro indledt et generationsskifte, hvor det er planen, at Viktor skal overtage virksomheden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste