Erfarne folk bag nyt udlejningsbureau: - Vi vil gerne byen
Løkkens nye feriehusudlejningsbureau ”Løkken By Sommerhuse” vil gerne være med til at markedsføre Løkken som en by, man tager til, fordi der er noget at komme efter. En by, der er nogle kræfter i.
- Løkkens historie har budt på store epoker med skudehandel, fiskeri, kunst, som turistby og nu med et surfermiljø, der tiltrækker ungdommen, påpeger direktør og medstifter Martin Nymark fra Løkken By Sommerhuse.
- Vi vil gerne Løkken. Vi vil være med til at tage byen tilbage til Løkken. Sammen med det øvrige erhvervsliv vil vi skabe Løkken Version 5.0. Det er også en af grundene til, at vi har valgt at have kontor i det gamle historiske Pakhuset midt i byen.
- I By Sommerhuse samarbejder vi med flere af de lokale erhvervsdrivende og arbejder for at spille hinanden stærkere, og vi tager aktiv del i Løkkens fornyende aktiviteter vedrørende renovering af ejendomme m.m., tilføjer han.
De fire medejere af ”Løkken By Sommerhuse” er personer med +25 års erfaring indenfor online marketing og sommerhusudlejning. Martin Nymark er direktør og ejerrådgiver, Anna Egeberg Christensen er kommunikationsansvarlig, Søren Emil Mogensen er ejerrådgiver, og Brian Madsen er IT-udvikler.
Både Martin Nymark og Anna Egeberg har haft sommerhus i Jomfrubakkerne i flere år og har investeret i en grund i et byfornyende kvarter længere nede af Søndergade. By Sommerhuses kontor ligger i det gamle Pakhus, der også er blevet renoveret og stadig bliver det.
- Målet er at være lokalt tilstede. Tanken er at udvide med lokale kontorer i Blokhus og Lønstrup, og vi samarbejder med andre lokale bureauer på hele Vestkysten, udtaler Martin Nymark.
Bureauet har primært fokus på bynære ferieboliger. Målet er at udleje ca. 100 huse i Løkken i gåafstand til by og strand. Det vil sige, at man principielt kan være i sommerhus uden at skulle starte bilen op for at komme rundt.
Der satses på at skabe bæredygtige løsninger og at være så administrativt let som muligt. Det betyder f.eks., at man vil benytte “nøglefri” huse, så alle gæster på ud- og indflytningsdag ikke skal køre til et fysisk kontor efter en nøgle, og der er automatisk elafregning m.m. Dette er stadig under udarbejdelse, da Løkken By Sommerhuse stadig er i opstartsfasen.
Medejer Brian Madsen har stor erfaring med hjemmesider og søgeoptimering.
- Jeg vil gerne tilbyde Løkkens virksomheder at skabe større synlighed overfor turister, bl.a. ved at skabe links fra vores portal til andre turismeaktører i Løkken.
- En online skattejagt for Løkken er på tegnebrættet, og vi gør også meget ud af at fortælle om Løkkens historie og kultur, fortæller han.
Som en del af den lokale tænkning er Løkken By Sommerhuse aktiv for at bevare og videreføre Løkkens historie.
- Derfor er vi gået ind i arbejdet med den historiske fiskerbåd LN 96 Marie. Den står foran en større renoveringsopgave. Der er søgt fondsmidler til opgaven, og vi håber også at få oprettet en støtteforening for LN 96 Marie.
- Jeg deltager selv aktivt i arbejdet. Vi satser på, at den gamle fiskerbåd igen kan komme på stranden og være en del af strandmiljøet til foråret, lyder det fra Martin Nymark.