Billede beskrivelse

Erfaren turismeprofil tager over i Skallerup: Her er den nye direktør

12. marts 2026 kl. 11.10

HJØRRING/SKALLERUP: Efter seks år som direktør i destinationsselskabet VisitNordvestkysten skifter Peter Krusborg Pedersen nu spor, men ikke landskab.

Fra 1. juni sætter han sig i direktørstolen hos Skallerup Seaside Resort, blot få skridt fra den nordvestkyst, han har arbejdet for, og som han med et smil konstaterer, at han har haft et solidt “crush” på i årevis.

For Peter Krusborg Pedersen er skiftet både naturligt og meningsfuldt.

– Det giver rigtig god mening på flere fronter. Skallerup Seaside Resort er helt overordnet en organisation, jeg føler et stort slægtskab med, siger han.

Et stærkt afsæt og et tæt samarbejde

Gennem årene har Peter Krusborg Pedersen haft et tæt samarbejde med afgående direktør Jørgen Høll, og det giver ham efter eget udsagn et solidt afsæt.

- Det er klart, at det er en kæmpe fordel, at jeg har fulgt Skallerup Seaside Resort tæt og diskuteret strategi og forretning med Jørgen i alle årene. Det giver mig en stærk start, siger han.

Billede beskrivelse

Samtidig understreger Peter Krusborg Pedersen, at han træder ind i en organisation, han har stor respekt for.

- Jeg går ind i en sindssygt stærk virksomhed med dygtige medarbejdere. Min første opgave bliver at lære organisationen at kende og sammen finde de næste skridt. Vi skynder os langsomt.

Udvikling i øjenhøjde er en rød tråd gennem karrieren

Skiftet til Skallerup Seaside Resort er også et skridt tilbage til det, der har drevet ham helt fra begyndelsen: Udvikling i øjenhøjde.

Peter Krusborg Pedersen startede sin karriere i VisitDenmark, Danmarks nationale turismeorganisation, der markedsfører landet internationalt. Senere fortsatte han i VisitNordvestkysten, destinationsselskabet, der udvikler turismen lokalt i samarbejde med kommuner og erhverv.

- Udvikling i øjenhøjde har været et mål for mig, siden jeg begyndte i VisitDenmark. Jeg har altid arbejdet for at komme tættere på virkeligheden og på de mennesker, vi er sat i verden for at skabe værdi for. Det var også derfor, jeg skiftede til destinationsselskabet i sin tid, siger han.

Tættere på gæsterne og tættere på bundlinjen

Netop derfor oplever han det nye direktørjob som en oplagt videreudvikling og en mulighed for at kombinere sin strategiske erfaring med en hverdag, hvor resultaterne kan mærkes direkte.

- I Skallerup får jeg lov til at arbejde med udvikling i øjenhøjde hver eneste dag. Her er jeg tæt på gæsterne, tæt på medarbejderne og tæt på den konkrete oplevelse. Det tiltaler mig enormt, siger han og fortsætter:

- Her handler det endnu mere om at omsætte gæsternes oplevelser til reel værdi. Jeg får lov til både at blæse og have mel i munden: Bygge videre på noget stærkt og samtidig være helt tæt på hverdagen, gæsterne og udviklingen, siger han

At Skallerup er ejet af en fond og arbejder med både sociale hensyn og miljømæssig bæredygtighed, passer ham også godt.

- Det matcher mine værdier og giver mig mulighed for at bruge hele min erfaring – både fra destinationsarbejdet og fra den mere forretningsnære del af turismen, siger han.

Et vemodigt farvel – og et glædeligt goddag

Selvom Peter Krusborg Pedersen glæder sig til at komme tættere på driften, lægger han ikke skjul på, at afskeden med VisitNordvestkysten også gør lidt ondt.

- Det er da mere vemodigt, end jeg troede. Det har betydet mere end jeg vil indrømme at være med til at skabe det fællesskab om turismen, vi har bygget op. Vi har samlet erhvervet, løftet i flok og knoklet i både med- og modvind. Det kan man kun, hvis man dedikerer sig. Det har været mere end bare et job, siger han.

Et naturligt generationsskifte

Skiftet markerer samtidig afslutningen på en æra i Skallerup Seaside Resort. Jørgen Høll, der har stået i spidsen for virksomheden gennem en årrække, går på pension 1. juni.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste