Er næsten på rampen dagligt: Malthe fra Hjørring er blevet dansk mester med sit løbehjul
12-årige Malthe Vest Østergaard fra Hjørring er blevet Danmarksmester.
Han sikrede sig Danmarksmesterskaber i løbehjul - Danish Scooter Championship - i Brande.
Fire friske drenge fra Hjørring-området deltog efter at være gået videre fra et kvalifikationsstævne i Aarhus den 19. september: Tre af drengene deltog i klassen U13, og Malthe var én af dem.
En anden Hjørring-løber deltog i klassen U15 og fik en flot 4. plads.
Når vejret tillader det, kan drengene næsten dagligt findes på rampen ved siden af Metropol i Hjørring. Her udvikler de sig og øver på de enkelte tricks - og hjælper hinanden.
Turen går dog ofte enten til Aalborg, Aarhus, Herning eller Brande, da der her er mulighed for at prøve kræfter med og blive udfordret på større og flere ramper. Her findes faciliteterne til øve gennemløb og andet, der er nødvendigt for at deltage i de større konkurrencer.
Malthe Vest Østergaard blev introduceret til sporten af sin fætter, der inviterede ham med på Højene-rampen. Og her fandt han ud af at det var sjovt. Han ønskede sig et løbehjul i fødselsdagsgave for to år siden, og han har brugt rigtig meget fritid på at øve sig og blive bedre. Det har kostet både blå mærker, forstuvninger og et par sting i skinnebenet, men det har ikke stoppet Malthe fra at tage del i fællesskabet og sporten.
Sammen med pokalen til mesterskabet fulgte også en del udstyr til løbehjulet.
Malthe og vennerne har et stort ønske - nemlig nyere og større rampe i Hjørring. For rampen ved Metropol er ved at være godt slidt.
Et endnu større ønske er et rampeanlæg indendørs, hvor de kan bruge kræfter og udfordre sig selv året rundt uden hensyntagen til regn og alt for glatte rampeanlæg.