Arkivfoto: Henrik Louis
Mennesker

En kunstnerisk schweizerkniv: Han fik kulturpris på 10.000 kroner

13. juni 2022 kl. 21:15

HJØRRING: Hjørring Brass Band har haft sit hyr med at få holdt sin traditionsrige nytårskoncert på grund af corona.

Den blev i stedet ændret til en sommerkoncert, som blev afviklet mandag aften på Vendelbohus.

Julie Berthelsen skulle have optrådt, men hun blev dog forhindret på grund af sygdom. I 11. time trådte Rune Møller Nielsen og hustruen Jeanet Møller Nielsen i stedet til og sang - akkompagneret af Hjørring Brass Band og Claus Zielke på flygel.

Ved samme lejlighed skulle Spar Nords Kulturpris uddeles, og det skulderklap - samt 10.000 kroner - tilfaldt Robin Haslund Buch.

Spar Nords begrundelse er som følger:

”Robin Haslund Buch er født i 1972 og er noget af en kunstnerisk schweizerkniv. Han er skuespiller, instruktør, oversætter, kostumedesigner, musiker, komponist og så er han en flink fyr med et imponerende humør. Robin har i en årrække været en del af det faste hold omkring Vendsyssel Teater. Her har han medvirket i en lang række forestillinger – de senere år i de to julekomedier ”Turisterne” og ”Motionisterne” skrevet af Gunvor Reynberg samt i Pernille Sørensens ”Kiksekartellet” i Joy Maria Fredriksens instruktion som blandt andet amtmandinden. Og han var med i Holbergs ”Jeppe på Bjerget” i Geir Sveaas iscenesættelse. Robin har i den grad et udpræget komisk talent, og ingen kan som han få salen til at skrige af grin – for eksempel når han prøver sig på ”tysk”. Men han er meget mere end det. Det var Robin, der fik ideen til en af teatrets store succeser, da han både oversatte og designede kostumer til ”Souvenir” med Henrik Koefoed og Lise-Lotte Nielsen i forestillingen om den velhavende amerikanske sangerinde Florence Foster Jenkins, der slet ikke kunne synge. Han er i det hele taget en særdeles dygtig oversætter – senest stod han for oversættelsen af Vendsyssel Teaters ”Margaridas Metode” i foråret 22 – en monolog med Kirstine Hedrup. Tidligere er det blevet til oversættelse af blandt andet ”Aínt Misbehavin” og ”Fly me to the moon” også på Vendsyssel Teater. Kirstine Hedrup har han arbejdet sammen med før – eksempelvis i år på Himmerlands Teater i ”Et Dukkehjem – 15 år senere”, som han også oversatte. Han har således også været med på andre teatre – blandt andet på Randers Teater og på turne med Folketeatrets udgave af ”Skaf mig en tenor”. Male og tegne kan han også, og sammen med Kirstine Hedrup har han udgivet en tarotkalender, hvor Robin har stået for illustrationerne. Hans flair for at illustrere viste han også, da han både lavede kostumedesign, scenografi og instruerede Hjørring Sommerspils ”The sound of music” og året efter ”Oliver” Han har i det hele taget ofte arbejdet sammen med sommerspillene, hvor han har været meget brugt især som kostumedesigner, hvilket han også tidligere har været i forbindelse med Lundergaard revyen og på Sysselscenen. Udover teatret har Robin også en lang række andre meritter på sit cv. Han er en elsket entertainer og musiker rundt om i landet. Lige nu er han i gang med forestillingen VI GÅR ALDRIG HJEM, sammen med Bente Eskesen og Susanne Breuning og sammen med Lise Nees fortæller, synger og danser han sig vej gennem musicalens verden. Og apropos musical. Robin er også komponist og har komponeret musicalen ”Dracula – en musical med overbid”. Med andre ord har Robin bare et stort hjerte for scenekunsten i forskellige varianter, og ind imellem kaster han sig også over en opgave som instruktørassistent. Han er muligvis et af de allermest alsidige talenter overhovedet, og han er således en flot og god ambassadør for Hjørring og Vendsyssel.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu