Elever battler i dagligvarebutik
Løkken er inde i en rigtig god udvikling, hvor elevtallet på byens skole er stigende, nye bygninger finder vej og nye forretninger åbner op - og så har byen en yderst indbydende brugs, der sætter tilfredshedsbarren højt.
De mange faktorer in mente er med til at gøre vores kystby et særligt godt sted at bo hele året, og det betyder så igen, at det er særdeles attraktivt at arbejde i den lokale Super Brugsen.
Elevbattle med et flot salg
Dens nyligt award-vindende uddeler, Mogens Knudsen, er glad og stolt over sit personale, og gør ekstra meget ud af, at de yngste medarbejdere har en god oplevelse ved at arbejde i detailhandlen.
Super Brugsen Løkken har i øjeblikket 8 elever, og fredagen før efterårsferien tog de alle del i et såkaldt elevbattle, hvor der var konkurrence og kampgejst eleverne imellem for at sælge mest af deres udvalgte produkter.
Eleverne fra afdelingerne med blomster, bager, butik og slagter/delikatesse kunne fremhæve nogle gode tilbud, og kunderne tog det til sig med smil og mange køb fra den varierede tilbudspalet.
Gode karrieremuligheder
- Vi er meget stolte af vores dygtige elever, som dystede i, hvem der kunne sælge mest, og dermed virkelig udfordrede hinanden i personligt salg, fortæller Mogens Knudsen.
Uddeleren er glad for at kunne tilbyde mange spændende karrieremuligheder, så tøv ikke med at kigge ind for at høre mere, hvis du kunne tænke dig at være med på holdet i den lokale detailhandels flagskib.