03. maj 2018 kl. 05.57
HJØRRING: 19-årige Julie Kolringen har siden hun var lille vidst, at hun ville arbejde med børn. Det ønske har hun nu fået opfyldt på Dyregården Ferdinand i Hjørring.
Og for Julie har vejen dertil ikke været uden hindringer. Hun har nemlig ikke karakterer til at komme videre på en erhvervsuddannelse.
Julie kom via Hjørring Produktionsskole i gang med en Erhvervs Grunduddannelse (EGU) - et uddannelsesforløb, der er skræddersyet til hendes og praktikstedets behov.
- Det er mega-dejligt. Jeg passer godt ind her, hvor der er både børn og dyr, smiler Julie med et nik ud i stalden, hvor aktive børn leger og passer børnehavens mange dyr.
Både kollegaer, børn og forældre har taget godt imod Julie, og hun håber og tror på, at hun kan få fodfæste indenfor området - også når EGU-forløbet er gennemført.
EGU gør en forskel
EGU-vejleder Rene Schneider konstaterer, at EGU er med til at gøre en stor forskel for rigtig mange unge.
- Sidste år havde vi 37 elever i gang med EGU-forløb. Og ud af de 12, som afsluttede EGU sidste år, kom 11 af dem i uddannelse eller arbejde efterfølgende. På den måde er EGU med til at gøre en stor forskel.
EGU er rettet til unge, der ikke umiddelbart kan blive optaget på og gennemføre en erhvervsuddannelse.
- Typisk er det de unge, der ikke kan opnå karakteren 02 i snit fra folkeskolen, forklarer Rene.
Julies uddannelsesplan er, at hun skal opkvalificeres igennem skoleforløb og kurser.
- Vores mål er, at Julie enten kan blive optaget på faguddannelsen - pædagogisk assistentuddannelse - eller at hun kan opkvalificere sig så meget i EGU-forløbet, at hun kan søge arbejde på baggrund af skoleforløb, kurser og den læring hun får på praktikstedet, fortæller Rene Schneider.
Kurser og danskundervisning
Julie fortæller, at hun har haft vanskeligt ved at følge med i undervisningen i skolen.
- Jeg kørte meget hurtigt træt i skolen.
Hendes eget mål er at hæve sit faglige niveau i dansk. Derfor følger hun sideløbende med praktikforløbet på Dyregården, undervisningen på EUC Nord. Hertil kommer relevante AMU-kurser inden for det pædagogiske område.
En kæmpehjælp
Julie gik ét år på produktionsskolen, inden hun begyndte på et EGU-forløb. Hun fik i første omgang aftale om to ugers praktik - og perioden blev forlænget med yderligere fire uger.
- Julie faldt bare supergodt ind her, fortæller pædagog Marianne Bang Larsen.
- Hun var rigtig hurtig til at fange de daglige rutiner, og de små børn fandt rigtig meget tryghed i Julies ro og nærvær. Vi var så heldige, at Rene fortalte om EGU-uddannelsen, så Julie kan være hos os i to år - det er bare rigtig godt.
- Vi betragter Julie som en af vores kollegaer. Hun har fast opgaver, og hun er vokset med opgaven og tør tage lederskab - hun er en kæmpehjælp for os som kollegaer, siger Marianne og tilføjer, at det er vigtigt for personalet på stedet at give praktikanter gode succesoplevelser.
- Hos os får Julie en grundviden om, hvad en pædagog laver, og om hvad det vil sige at arbejde i en børnehave.
- Vi er generelt rigtig glade for at åbne Dyregården for praktikanter og studerende. Vi har både studerende fra UCN, EGU og PAU-studerende. Vi åbner også gerne dørene for jobprøvninger og sprogpraktikanter. Det giver børnene meget at møde mange forskellige typer mennesker, og vi får forskellige input fra mange forskellige skoler - de byder alle ind med noget til os, tilføjer Marianna Bang Larsen.