Billede beskrivelse

Det holder foreningen i live: 95.000 kroner til naturfællesskaber

29. marts 2026 kl. 17.00

HJØRRING: Der er stor glæde hos Foreningen Jordforbindelsen i Vendsyssel, efter at Østifterne har doneret 95.000 kroner til arbejdet med naturbaserede fællesskaber. 

For formand og stifter Carsten Hjerresen er støtten både en anerkendelse og en nødvendighed.

- Det er jo bare fantastisk. Vi er i bund og grund fuldstændig afhængige af den slags fondsmidler for at kunne eksistere, siger han.

Støtten er kommet i stand efter længere tids bekendtskab mellem Jordforbindelsen og Østifternes delegerede Gitte Beltoft.

- Hun har fulgt os i mange år og ringede selv og opfordrede os til at søge, da Østifterne ændrede lidt på deres måde at tildele midler på. Pludselig gav det rigtig god mening for os at søge, forklarer Carsten Hjerresen.

Gratis fællesskaber kræver opbakning

Siden starten har Jordforbindelsen truffet et bevidst valg om, at aktiviteterne skal være gratis og tilgængelige for alle - uden krav om medlemskab eller betaling.

- Vi valgte tidligt, at økonomi ikke må være en barriere. Selv et lille kontingent kan holde nogle af de mest sårbare væk. Derfor er det gratis, uden registrering og anonymt at være med, siger han.

Beslutningen betyder samtidig, at foreningen er afhængig af ekstern støtte. De årlige §18-midler til frivilligt socialt arbejde er begrænsede.

- Vi får omkring 10.000 kroner om året. Det er jo ikke mange kopper kaffe, vi kan servere for det. Så uden donationer som den her, var vi stoppet for mange år siden, siger Carsten Hjerresen.

Naturen samler mennesker

Foreningen arbejder med at skabe åbne fællesskaber i naturen i blandt andet Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev og Aalborg. Her mødes deltagerne om aktiviteter som bålmad, bushcraft, biodiversitet og håndarbejde.

Ifølge Carsten Hjerresen er naturen en særlig ramme for fællesskab.

- Når vi sidder omkring bålet, forsvinder titler og hierarkier. Det handler ikke om, hvad du laver til daglig, men om at være sammen om noget meningsfuldt.

Han peger samtidig på, at mange har brug for et frirum fra en travl hverdag.

- Vi bliver konstant påvirket af kriser og negative nyheder. I naturen kan vi omsætte det til noget konkret og positivt sammen med andre.

Flere skal have mulighed for at være med

Også hos næstformand og frivilligkoordinator Ole Fjelking vækker donationen begejstring.

- Det er både en blåstempling af vores arbejde og en mulighed for at udvikle vores aktiviteter yderligere, siger han.

Jordforbindelsen har oplevet stor vækst siden opstarten i 2018. I dag står omkring 50 frivillige bag aktiviteter, der årligt samler cirka 1.500 deltagere.

Efterspørgslen er stigende - og derfor er der også brug for flere frivillige.

- Vi kan næsten ikke følge med. Men vi sørger for, at man som frivillig aldrig står alene. Der er altid oplæring og sparring, blandt andet med en psykiatrivejleder, siger Ole Fjelking.

Med støtten fra Østifterne får endnu flere nu mulighed for at blive en del af fællesskabet.

Det betyder, at vi kan nå endnu flere mennesker, som har brug for et sted at høre til, siger Carsten Hjerresen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste