Billede beskrivelse

Dana Cup hædrer to veteraner efter årtiers indsats

12. april 2026 kl. 20.08

HJØRRING: To af de mest trofaste kræfter bag Dana Cup er nu blevet hædret for deres mangeårige indsats. 

Jørgen Dahl og Ole Vang Bruun har gennem årtier været blandt de bærende kræfter i Støtteforeningen Dana Cup, tidligere kendt som Den Grønne Butterfly.

Det var formanden for støtteforeningen, Finn Larsen, der stod for hædringen og overrækkelsen af diplomerne, ledsaget af store ord om de to veteraners betydning.

78-årige Jørgen Dahl har været med helt fra begyndelsen i 1982 og har gennem alle årene haft en central rolle i resultatafdelingen. Han har haft ansvaret for koordinering af baner, skoler og ikke mindst kontakten til de klubber, der stiller faciliteter til rådighed.

- Jørgen har haft med alt muligt at gøre, og han er utrolig omhyggelig. Alting er sat i system, lød det fra Finn Larsen, der også fremhævede hans menneskelige kvaliteter:

- Samtidig er Jørgen aldeles festlig at være sammen med. Hvert år ved afslutningen holder han den samme tale – men altid med en ny, sjov historie oveni.

Sammen med direktør Jette Andersen er Jørgen Dahl i dag den eneste, der har været med ved samtlige turneringer siden starten.

Også Ole Vang Bruun blev hædret for sin indsats. Han kom med i arbejdet få år efter turneringens begyndelse og har siden været en nøglefigur i planlægningen og afviklingen.

- Ole er meget omhyggelig med alt, hvad han foretager sig, og der bliver aldrig givet et halvt svar. Han er et omvandrende leksikon og ved alt om love og bestemmelser, sagde Finn Larsen og tilføjede, at Ole altid er klar til at hjælpe og vejlede andre.

Ved siden af arbejdet med Dana Cup er Ole Vang Bruun også kendt som dirigent ved Fortunas generalforsamlinger.

Dana Cup er i dag en af verdens største ungdomsfodboldturneringer og samler hvert år over 1.000 hold fra mere end 50 nationer i Hjørring. Det betyder omkring 20.000 spillere og ledere, der mødes på tværs af kulturer for at spille fodbold, skabe relationer og få oplevelser for livet.

I 2026 afvikles turneringen fra mandag den 20. juli til lørdag den 25. juli

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste