Cecilie går helhjertet ind i livet som selvstændig: - Det har da været nervepirrende
ASTRUP: Fysioterapeut Cecilie Ilsø Haugaard har sagt sit faste job op for at gå all in på sin passion, Lille Mølskov. Det er et trygt og nærværende træningsfællesskab midt i naturen i Astrup.
Efter et år med udendørs træningshold ved siden af sit faste job tog Cecilie før sommerferien det store spring.
Hun sagde sit job op for at følge sin drøm, Lille Mølskov. Her underviser hun mindre hold i udendørstræning med fokus på både fysisk og mental bevægelse – og med kvalitet frem for kvantitet som omdrejningspunkt.
- Det har da været nervepirrende, og det har været længe undervejs, men jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning. Jeg elsker at undervise og mærke, hvordan deltagerne rykker sig og får en bedre fornemmelse for deres krop, fortæller Cecilie.
Træning under åben himmel
Træningen foregår udenfor i naturskønne omgivelser på Cecilies egen ejendom i Astrup, hvor der er plads til at trække vejret frit og finde ro.
Her kombineres styrke og kondition med redskaber som elastikker, og ikke mindst en portion godt humør.
- Jeg synes, det kan noget særligt at træne i det fri. Naturen giver en anden ro, end når man står i et lukket træningslokale, forklarer Cecilie.
Kvalitet frem for kvantitet
På holdene er der maksimalt 12 deltagere, og Cecilie lægger stor vægt på, at alle øvelser udføres korrekt. Under hele træningen giver hun individuel vejledning, og hun justerer løbende, hvis en øvelse skal tilpasses en deltager.
- Det er vigtigt for mig, at alle føler sig set og trygge, og at de får noget ud af træningen, uanset hvilket niveau de starter på. Kvalitet er langt vigtigere for mig end at fylde holdene op, siger hun.
Lille Mølskovs hold henvender sig primært til voksne kvinder – aldersspændet er stort, fra 20 år og helt op til 70 år. Holdene er både for dem der har trænet før, og dem, der først lige er begyndt.
Træningen tilpasses den enkeltes udgangspunkt og eventuelle skavanker. Som noget nyt tilbyder Cecilie nu også formiddagshold, som især er relevante for kvinder, der for eksempel er på barsel, arbejder på deltid eller er gået på pension.
- Jeg ønsker at skabe et sted, man glæder sig til at komme hen. Et sted, hvor man kan mærke, at man både bliver stærkere og gladere, siger hun.
Allerede i uge 34 inviterer Cecilie til gratis drop in træning, så interesserede kan få en fornemmelse af både rammerne og fællesskabet.
Til efteråret starter Cecilie desuden på en yogauddannelse, så hun på sigt kan udvide Lille Mølskovs tilbud med endnu flere bevægelsesformer.
- Jeg håber, at mange har lyst til at komme og prøve. Der er altid god stemning, og du behøver ikke at være i topform for at være med. Du skal bare have lyst til at bevæge dig og gøre noget godt for dig selv.