Camilla fra Hjørring cykler til Paris på sin ladcykel
HJØRRING: Om jeg kan cykle til Paris? Selvfølgelig kan jeg da det!
Sådan siger 33-årige Camilla Jepsen fra Hjørring. Hun er lige nu deltager sammen med 21 andre på Tour de Elsass fra Kolding til Paris.
Tour de Elsass er en lang og udfordrende cykeltur i daglige etaper på mellem 50 og 60 kilometer. Turen går fra Kolding til Paris fra 21.-27. august, og den kulminerer med åbningen af de Paralympiske Lege.
Camilla Jepsen kører dog ikke turen, der har sit udgangspunkt i Kolding, alene. Hun er nemlig del af et hold, der alle har det til fælles, at de har en medfødt skade i hjernen med navnet ”cerebral parese.”
– Fordi jeg har cerebral parese er det måske også ekstra vigtigt for mig at vise, at jeg kan gennemføre sådan en tur, for jeg oplever faktisk af og til nogen, der tror, at jeg ikke kan udfordre mig selv på den måde, siger Camilla Jepsen.
– Og det er da rigtigt nok, at min arm nogle gange giver mig nogle udfordringer, men så har jeg til gengæld rigtigt gode ben, siger hun og griner.
Hun har da også trænet som enhver anden cykelrytter ville gøre ved at træne op til 30 kilometer på sin ladcykel om dagen og gå til spinning. Herudover har hun været i Kolding og i Charlottenlund for at træne med sit hold.
– Og så har jeg da også tænkt lidt over at spise lidt ekstra sundt, siger hun.
Når hun og holdet når i mål, står familier og venner klar til at klappe dem det sidste stykke. Det gælder også for Camillas forældre Bo og Gitte Jepsen.
– De synes jo, det er sejt, det jeg gør, og min far har hjulpet mig med at få min cykel gjort klar ved at tage det overflødige udstyr af og sætte nogle gode dæk på og den slags, fortæller Camilla.
Hun forventer at være hjemme igen 29. august. Herefter skal hun tilbage til sit arbejde i Børne- og Ungehuset Lundergaard.