Byens folkeskole lukkede - men så fik borgerne en idé
HUNDELEV: Midt imellem Løkken og Hjørring ligger som bekendt Hundelev, hvor blandt andet Løkken-drengen Ib Grønbech har boet i en årrække. Byen er en hyggelig, lille by, der på mange fronter er aktiv og samtidig gemmer på et lokalsamfund, som har en gejst og vilje helt ud over det sædvanlige, hvor alle hjælper til.
Da folkeskolen i Hundelev lukkede ned i 2015, besluttede borgerne kort derefter, at der stadig skulle være en lokal skole til byens børn. Resultat anno november 2022 er, at skolen på imponerende vis nu er godt i gang med 8. skoleår som friskole og på samme tid er et samlingspunkt for byens mange forskellige foreninger, som alle er velfungerende og arbejder godt sammen.
- Hundelevs borgere og personalet på skolen gør en enorm indsats for, at dette lille lokalsamfund er aktivt og attraktivt hele tiden. Herude drømmer man stort, og vi vil gerne vise udadtil, at der foregår rigtig meget her, siger skoleleder Karina Sejerskilde med begejstring.
Forandring og fejring
I august overtog Karina posten som ny leder på skolen, og nu blot få måneder senere er dens navn blevet ændret til Hundelev Friskole, ligesom logoet også har fået en update. Denne ændring skulle naturligvis fejres med et nyt skridt på skolens udviklingstrappe ved et releaseparty, som blev afholdt fornylig.
Her startede fejringen med nogle rosende ord fra Karina omkring overtagelsen af ledelsen på en skole, der i forvejen fungerer fint med et sundt læringsmiljø, og hvor faglig stolthed vægter stort. Eleverne skal ikke være i tvivl om, hvad der forventes af dem, ligesom der generelt arbejdes meget med dannelse, traditioner og kultur.
Efter Karinas inspirerende ord fulgte taler fra formand Karin Jacobsen og formand for Hundelev Kultur- og Idrætscenter, Anders Jensen, hvor skolens nye logo også blev vist, mens klapsalverne gik. Kort efter var det tid for de mange fremmødte til at se et smukt fyrværkeri fra sportspladsen, hvor der lød mange 'wows' fra de mange fremmødte, der observerede det smukke syn lige efter mørkets frembrud.
Bagefter gik alle ind i skolens aula, hvor der var hyggelig fællessang med klaverassistance efterfulgt af gratis hotdogs, samt kager påført skolens nye logo, som alt sammen skabte en festlig stemning sidst på eftermiddagen.
Fremtidens voksne
Skolen modtager børn fra hele oplandet, og da der er rigtig gode busforbindelser, er det nemt at komme fra blandt andet Løkken og Hjørring dertil. Herude er der tale om det virkelige liv, hvor der er tæt på hav og skov, hvor nærheden trives i nuet, og hvor mobiltelefonen jævnligt kommes i lommen.
Fra 2024 vil Hundelev Friskole have en overbygning, der starter med 7. klasse. I 2025 bygges 8. klasse på, mens de første 9. klasser nogensinde vil blive udklækket fra skolen i 2027.
- Der er mange overvejelser i gang omkring vores kommende overbygning, og dem gør vi meget grundigt. Samtidig skal vi udnytte alle de forbindelser, som vi har, og vi er ikke blege for at tænke nyt, fastslår Karina Sejerskilde.