Besøgsrekord satte punktum for Sommer i Museumshaven
HJØRRING: Søndag den 30. august 2026 blev den store finale på de fire arrangementer under navnet ”Sommer i Museumshaven” afviklet. Denne gang bød programmet på hornmusik, fællessang, oplæsning, opera-arier og viser.
Det skriver Museumsforeningen ved Vendsyssel Historiske Museum i en pressemeddelelse.
Thomas Hovaldt og hans hornorkester tog imod gæsterne med festlig musik. Efter velkomsttalen, som blev holdt af Museumsforeningens næstformand, Carsten Jørgensen, var der fællessang med opbakning fra dagens sopran og pianist.
Umiddelbart efter gav de første del af deres koncert.
Den lyriske sopran Kristine Mågård sang akkompagneret af pianist Esben Brummer et udvalg af både viser og opera-arier.
De to musikere leverede et bredt udvalg af nordiske viser og klassiske arier fra nogle af de store operaer.
Efter første del af det musikalske program læste Anne Agnethe Baggesen to af sine egne noveller op. Endnu en gang blev der stille i museumshaven, mens de omkring 370 tilhørere lyttede til den unge forfatter.
Som ved de øvrige tre arrangementer var der indlagt en pause, hvor Museumsforeningen var vært for et stykke kage og et glas vin eller æblemost. Samtidig var der mulighed for at mødes og tale med de øvrige deltagere.
Eftermiddagen blev afsluttet med endnu en omgang opera og viser, fællessang og en tak til alle, der har deltaget og bidraget.
Takken blev givet af Museumsforeningens næstformand.
Besøgsrekord trods regn
Ved dette fjerde og sidste arrangement, som Nordjyllandsfonden har ydet fondsmidler til, var vejret vådt og regnfuldt.
Alligevel blev der sat publikumsrekord med omkring 370 deltagere, hvoraf langt de fleste trodsede regnen og blev under hele arrangementet.
Samlet har mere end 1.000 mennesker deltaget i de fire arrangementer.
Museumsforeningen glæder sig over den store interesse og opbakning fra både foreningens medlemmer og andre, der har fundet vej til museumshaven midt i Hjørring.
Museumsforeningen takker alle deltagere, frivillige og hjælpere samt alle, der har bidraget med optræden.
Der lyder også en tak til Vendsyssel Historiske Museum for samarbejdet om arrangementerne og til Nordjyllandsfonden for at gøre dem mulige