Beboere brugte en dag på at hjælpe den lokale natur
Kronholmsvej i Rubjerg ligger lige midt i noget af den smukkeste natur på egnen og med en unik udsigt til både Rubjerg Knude Fyr og Børglum Kloster.
Rubjerg Kirke, som i sin nuværende skikkelse stammer fra 1904, har også adresse på Kronholmsvej.
Alt det er noget, som beboerne på vejen sætter pris på og værner om. Så meget at de nu for tiende gang har afholdt deres årlige fælles affalds-indsamlingsdag på vejen.
Til begivenheden mødtes omkring 30 beboere fra Lønstrupvej/Kronholmsvej hos Dorthe og Tony på Kronholmsvej for at samle skrald.
- Mængden af skrald falder år for år. I år blev der samlet omkring 47 kilo bestående af plastik, flasker, øldåser, og blandt andet et sidespejl fra en bil, fortæller en af deltagerne Ole Hansen.
Efterfølgende tændte Tony grillen til medbragt mad: pølser, koteletter, kylling, bøffer.
- Det udgjorde alt sammen en større sammenskudsgilde-buffet med de mange gode sager. Som afslutning var der kager og kaffe, og ikke mindst smagsprøver på Tonys hjemmelavede honningmjød.
- Dejlig hyggelig dag, slutter Ole Hansen fra Kronborgsvej.