Badmintonklubbens ungdom kom på podiet til mesterskaber
HJØRRING: Ungdomsspillere fra Hjørring Badmintonklub har i weekenden været til stævner i både Brønderslev og Grindsted. Det blev til to dage fyldt med spændende kampe, høj intensitet – og ikke mindst masser af gode grin, socialt samvær og flotte resultater.
Det fortæller badmintonklubben.
Flere af spillerne vendte hjem med medaljer, og klubben er særdeles stolt af indsatsen.
I U9C opnåede Anthon Løvig Jensen og Thor Christiansen hver en flot andenplads i single – en stærk præstation, da begge netop er rykket op i C-rækken. I U11D sikrede Oliver Abildgaard sig en fjerdeplads i single og gik skridtet videre i double, hvor han spillede i U11C og vandt guld sammen med Alfred Mørch fra Triton Aalborg.
Alma Fagernæs imponerede i U13A ved at vinde guld i både damesingle og damedouble. Her spillede hun sammen med Mathilde Bang Røjkjær fra Brønderslev – en præstation der vidner om både talent og kampgejst.
I U15A kæmpede Mikkel Hansen sig til en tredjeplads i herresingle, og sammen med makkeren Lucas Hjermitslev Kjelgaard blev det også til en flot andenplads i herredouble.
Samarbejdsklubben Bindslev/Tversted havde også en spiller med i toppen: Oliver Kristensen vandt sølv i U15B herresingle – efter sejre over modstandere med flere ranglistepoint. I herredouble U15B opnåede Dexter Christiansen og Thiago Undall-Behrend en flot fjerdeplads, på trods af at det var deres første turnering sammen.
Nicklas Rams Kjeldsen leverede et stærkt resultat med dobbelt guld i U15D – både i single og double. Sammen med Jannic Filtenborg Mathiasen var det deres første stævne, og præstationen lover godt for fremtiden.
I U17/19C sikrede Gustav Christensen sig en tredjeplads i single, mens han og makkeren Magnus Neistskov tog en andenplads i herredouble.
Hjørring Badmintonklub glæder sig over, at så mange unge spillere deltager i stævner og får erfaring mod spillere fra andre klubber. Det styrker både det sportslige og det sociale – og i klubben er det vigtigt, at badminton også skal være sjovt. Her er der plads til alle.